Pionerer på gammel grund

Komarna er Kroatiens yngste vinområde; og med yngste vinområde menes ikke alene ‘senest anerkendte appellation’ om et område, hvor man endelig har fået officiel anerkendelse efter i århundreder at have dyrket vin. Komarna er ganske enkelt et nyt område som i ‘et nyligt opdyrket område’, hvor der ikke tidligere har været kommerciel vinproduktion. Det ligger lidt nord for Dubrovnik og direkte ud til Adriaterhavet lige nord for Neretva-flodens udmunding. Vi taler stejle, stenede skråninger, sparsom vegetation og en helt vild havudsigt. Endelig er det også noget så nymodens som et 100% økologisk vinområde, hvor samtlige vinhuse arbejder med økologisk certificering. Det er pionerånd på højt plan, og den bedste nyhed er, at vinene er gode, røde som hvide. Faktisk holder de et imponerende højt niveau med friskhed og elegance som adelsmærker, ikke mindst hos foregangsmændene hos Rizman.

Damir Štimac fra Vinarija Rizman foran familiens vinmarker og med Pelješac-broen i baggrunden

Komarna kommer til verden

“Min familie gjorde de første spadestik til appellationen Komarna i 2005,” fortæller Damir Štimac fra Vinarija Rizman. Opstarten opsummerer han kort og koncist: “I 2006 plantede vi de første oliventræer, og de første vinstokke blev sat i 2008, 2009 og 2010. Så fik vi følgeskab af andre vinhuse; og i dag er vi oppe på syv huse og 90 hektarer vinmarker.”

Ordene falder nær den navngivende landsby Komarna, 250 meter over havoverfladen ved toppen af familiens 22 hektarer vinmarker. Fra de 250 meter skråner markerne med vertikale rækker ned mod havet til 50 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 30%. Det er pænt stejlt, og den stenede jordbund taget i betragtning beløber indsatsen sig rimeligtvis til betegnelsen ‘heroisk vitikultur’ — men hvorfor lige her?

“Vi ligger kun få kilometer fra den berømte Neretva-floddal, men her i Komarna har vi en anden jordbundssammensætning og andre mikroklimatiske forhold på grund af havets nærhed. Jorden består mest af mere eller mindre forvitret kalksten med en meget lille mængde organisk materiale ovenpå. Markerne er eksponeret mod syd og sydvest og nyder godt af over 2.600 solskinstimer om året og en årlig nedbør på omkring 700 mm. Havbrisen hjælper med at regulere fugtigheden og gør det dermed lettere at følge den økologiske tilgang. Nærheden til havet forhindrer også pludselige ændringer i vejret,” forklarer Damir Štimac. I forhold til det sydlige Dalmatiens to store klassiske appellationer, Dingač og Postup på Pelješac-halvøen, karakteriseres Komarna altså af en kende køligere mikroklima med især køligere nætter, som gør druerne spændstigere og mosten mere syrefrisk.

Vinarija Rizman troner på toppen over vinmarker og olivenlunde med udsigt ud over Mali Ston bugten

Familien Štimac har dybe rødder i det sydlige Dalmatien, og familiens engagement i vinavl går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Vingården gav de navn efter deres gamle oldefar, Mijo Popić, som i hine tider havde dyrket vin i Neretva-dalen og i siden USA, hvor han var blevet kendt under kælenavnet Rizman. Damir uddyber: “Vi er et familieforetagende, og vores fokus er på de indfødte druesorter og olivensorter. Vi dyrker økologisk, og den kærlighed og omsorg vi giver vores oliventræer og vinstokke er sammen med de høje standarter, som styrer hele processen, fra beskæring, håndhøst, vinifikation og flaskning, garanten for en høj kvalitet i vores produkter.”

Det er Dalmatiens to vigtigste sorter, den røde Plavac Mali og den hvide Pošip, som med 73% og 12% står på størstedelen af markerne; men der er også blevet plads til Tribidrag, bedre kendt som Primitivo eller Zinfandel, en sort, der som bekendt stammer fra Dalmatien og først i løbet af de sidste århundreder har måttet vige pladsen for sin efterkommer Plavac Mali. Desuden er der plantet en smule Malvazija, Babić, Bogdanuša, Dobričić, Maraština, Vugava, Bratkovina og Cetinka, og der gøres også forsøg med Grk. Endelig er der en lille smule af internationale sorter som Chardonnay, Viognier, Cabernet Sauvignon, Syrah og Tempranillo. Før vinavlen var spredte olivenlunde eneste egentlige afgrøde i lokalområdet. De olivensorter, der dyrkes, er lokale kendinge som Drobnica, Oblica, Levantinka og Lastovka og italienske slægtninge som Coratina, Frantoio, Leccino og Pendolino.

Syv små kæmper

“Vi fik hurtigt kolleger,” konstaterer Damir med et tilfreds smil. Som professionel assistance har Rizman ansat agronomen Ivan Govorko og kældermesteren Luka Kalajžić; og så kom der flere til omkring dem. Foruden Rizman har Saints Hills, som ellers begår sig i Dingač, også slået rødder i området. Med Ernest og Ivana Tolj i spidsen, massive investeringer fra amerikansk side og ingen ringere end den franske ønolog Michel Roland som chefkonsulent skaber det endnu en kvalitativt stærk basis for Komarna. Tre lokale familier med fælles baggrund i landbrug og salg af landbrugsmaskiner via firmaet Poljopromet har slået tøjlerne sammen om vinhuset Terra Madre. Med direkte adgang til maskiner til at tynde ud i buskads og maki og mejsle sig gennem den hårde kalkstensundergrund var de veludrustede til at tage opgaven op. Også de har hyret en dygtig ønolog som Marko Šuman og fremstiller flotte vine. Familien Volarević har drevet planteskole i årtier men har nu også slået sig fuldtids på vinproduktion. Sønnen Josip er kandidat i ønologi og vitikultur og har for nyligt færdiggjort sin PhD om Plavac Mali; og han forklarer motivationen bag Komarna appellationen med følgende skudsmål: “Vi har alle de rigtige forudsætninger her, men vi må arbejde hårdt på at højne kvaliteten og samtidigt missionere for vores mange indfødte sorter.” Desuden er der det lille Vina Deak, der drives af familien Deak, som ellers har ernæret sig gennem udlejning af feriehuse og lejligheder. Far og søn Damir og Dino Deak står for produktionen, og Dinos lillesøster Maša er ved at uddanne sig i vitikultur og ønologi. Endelig har to dalmatiske kooperativer også slået flag i Komarna, nemlig Modrozelena zadruga og Neretvanski branitjelj.

Så selvom området og vinhusene er nye, ligger der mange års erfaring hos personalet, der hentes kyndig vejledning ind udefra, og man bygger videre på århundreders dalmatiske traditioner. Komarna er de facto verdens første og endnu eneste certificeret økologiske vinområde, og i øjeblikket arbejder man med at gøre det de jure gennem et lovkrav i oprindelsesgarantien. Komarnas syv vinhuse har desuden etableret deres egen forbund, K7, som har til formål at kontrollere kvaliteten af områdets vine og fremme vinhusenes fælles interesser samt udvide kendskabet til regionen og dens vine. “Det giver os individualitet og en særlig dynamik, at vi er Kroatiens yngste appellation, og at vi alle arbejder økologisk,” fastslår Štimac.

Prisværdigt er det i hvert fald, at man, når man vælger at opdyrke ellers vildt landskab, gør det med biotopens beskyttelse for øje (økologisk og bæredygtig dyrkning) og tager aktive skridt for at øge biodiversiteten (dyrkning af både oliven og druer sammen med vild vegetation). Deres fortrinsvise valg af de nærliggende områders gamle sorter tjener samme bevaringsetik.

Et par eksempler på Komarnas foreløbige formåen:

Vina Deak Veritas 2020: Plavac Mali med intens frugt og fint fadpræg. Bål og brand i næsen, heldigvis uden at den soder helt til: Bålrøg, røgelse, tørv og tørrede urter, frisk salvie og mynte, mørkerød frugt. I munden masser af morbær, brombær og hindbær, spændstig saft med fin fylde, stringent syre og masser af fine tanniner, fint balanceret og delikat salt i eftersmagen. Alk.: 15%

Volarević Platinum 2018. Mørk frugt, fast struktur og fyrig alkohol. Ekspressiv næse med liflige mørke bær, brombær, blåbær, solbær og let urtede noter. Blød fylde i spil faste tanniner fra første færd, masser af mørke bær, blommer, lakrids og urtesalt og en smule krydret røg fra fadet. Meget moden stil men med tanninkorset til at holde det hele sammen. Alk.: 16,5%

Terra Madre Premium 2017. Dyb duft af brønd, våd skovbund og sursøde brombær. En lind strøm af skiftevis rød og sort frugt og friske krydderurter, ret saftig og samtidigt spændstigt tør. Fine, fine tanniner i hobetal holder den sødmefulde frugt i skak. Alk.: 14,5%

Sommerligt vue ud over Vinarija Volarevićs marker ned mod Adriaterhavet

Førstevinen

Rizmans portefølje rummer først og fremmest Plavac Mali, Tribidrag og Pošip. De tre sorter dækker tilsammen 90% af familiens marker og giver uden tvivl det mest autentiske udtryk i vinene. Den vin, de har fremstillet længst, som samtidigt er vinen fra de første marker fra 2008-2010, hedder passende Primus; og den giver et godt indtryk af stilen og potentialet i Komarna. Druerne høstes alle i hånden og gennemgår en yderligere selektion, når de når frem til kælderen. De afstilkes og presses pneumatisk, før de gennemgår naturlig alkoholisk og malolaktisk gæring på temperaturstyrede ståltanke. Derefter modnes vinen 12 måneder på brugte barriques af 70% fransk og 30% amerikansk eg, flaskes ufiltreret og flaskelagrer yderligere 6 måneder før frigivelse.

Primus har høstet ros fra anmeldere gennem flere år, og med et par af de senest frigivne årgange i glasset forstår man hvorfor. 2018 var en rigtigt god vækstsæson med sol og en del regn over sommeren men ikke i september. 2017 var gennemgående varmere og tørrere og høsten kun halvdelen af gennemsnittet, til gengæld af rigtig god kvalitet.

Rizman Primus 2017. Dyb duft, tæt af blå blommer, røde bær, blomster og pollen. Stor fylde og et fast greb i munden, mange og meget fine tanniner og en flot syre, fornemmes meget tør; men har samtidig en moden sødme, en mørk essens af skovbær, lakrids, espresso og fint støv, som havbrisen blæser af de solvarme kalksten. En mægtig vin med rigtigt meget at byde på. Alk.: 14%

Rizman Primus 2018. Diskret men dyb duft, der stille åbner op for mørke bær, lakrids, maki, krydderier og en smule røg. Delikat i munden med en blød fylde, fyldig frisk frugt og et let sursødt spil, og langsomt men sikkert sætter faste men fine tanniner ind; og når de slipper, efterlader de saftige blå blommer, brombær og sortebær og friske krydderurter. Fornemt struktureret vin, stadig en smule sky men med meget på hjerte. Alk.: 14,5%

Flaske: Primus 2018
Vinhus: Rizman  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Svimlende terroir

Langs Kroatiens sydkyst, ikke langt nord for den smukke by Dubrovnik, ‘Adriaterhavets perle’, ligger landets måske mest markante terroir: Ekstremt stejle skråninger, der dykker direkte ned ad bjergsiden til Adriaterhavet, og smalle veje med hårnålesving, som slanger sig gennem de karrige vinmarker, der nærmest i trods slænger sig op ad stenede skråninger. Det er et smukt syn set fra havet, og aldeles svimlende set oppe fra markerne selv. Angstens sved springer frem alene ved tanken om at skulle beskære vinstokke eller høste druer med så dårligt fodfæste og afgrunden som nabo. Men det må være besværet værd, for den lokale vin har gennem århundreder været eftertragtet og blev sågar Kroatiens første officielle appellation. Navnet er Dingač, og områdets største vinhus er Skaramuča, et familiejet foretagende, som siden 1992 har flasket vine i eget navn fra det svimlende terroir: Et koncentrat af solens stråler, varme sten, havets genskær og de vilde urter, som gør vinstokkene selskab.

Sommersol over Skaramučas Villa Dingač midt i vinmarkerne på Pelješacs seriøst stejle, stenede sydvestskråning

Trækæsler og tunnelsyn

Halvøen Pelješac flækker som en flig af fra den dalmatiske kyst godt 25 kilometer nord for Dubrovnik, og den fortsætter knapt 70 kilometer ud i havet mod øen Korčula. En højderyg strækker sig gennem halvøen og skiller dens kyster fra hinanden. Det bjergrige højland er del af den typiske Karst-topografi, som præger store dele af den dalmatiske kyststrækning, og skråningerne består af mere eller mindre forvitret dolomitisk kalksten.

Dingač strækker sig godt otte kilometer langs den centrale sydvestkyst af Pelješac-halvøen og dækker et samlet areal på 7,58 km2. Vinmarkerne løber op i hele 450 meters højde over havet, med en hældning mellem 40 og 70 grader. Det bredeste sted er 1.386 meter, mens det smalleste kun er 552 meter; og med lidt mere end 80 hektarer vinmarker løber den årlige vinproduktion op på knapt 3.000 hektoliter. Lidt længere oppe ad kysten ligger det knapt så stejle Postup, som ligeledes er et historisk vinområde og tillige en af Kroatiens første appellationer. Druen, der dyrkes er i begge områder den indfødte Plavac Mali, som stortrives i det stenede, tørre, solrige terroir, og man må som i Mosel ty til reb og taljer i markarbejdet, ikke mindst under høsten; og i gamle dage blev druerne så på æselryg transporteret over et bjergpas til landsbyen Potomje på den anden siden af bjergryggen. Hård arbejde, ikke mindst i sensommervarmen, og hverken de vejrbidte vinbønder eller de fuldmodne druer kan have haft godt af det Herkulesarbejde.

Heldigvis lod den jugoslaviske stat en tunnel gennem bjerget opføre i 1973, som gjorde adgangen fra skråningerne på havsiden til kooperativet i Potomje mindre arbejdskrævende og meget hurtigere. Det gjorde selvsalgt meget for produktionen, såvel kvalitativt som kvantitativt; og tunnelen er den dag i dag bindeledet mellem øens to sider. Den er asfalteret men kun sparsomt oplyst, og kommer man kørende fra Potomje-siden i indlandet, mødes man efter de 400 mørke meter ude på Trstenik-siden af et bjergtagende syn: Høj sol og fri udsigt over det blå hav lige under de stejle men grønne skråninger og videre udsyn mod øerne Mljet og Korčula. Vejen forsætter videre ned af bjergsiden, og på begge sider kan man undervejs bese de knudrede knortekæppe af gamle vinstokke, som springer fra af de lyse sten.

Dingač byder altså på arketypisk middelhavsklima på en særdeles solrig beliggenhed. De lokale taler om en tredobbelt solindstråling: Først fra oven, så skråt ind fra havoverfladen, og så nedefra, fra de lyse sten. Vinstokkene nærmest går i ét med den hvide sten, havets blå og den kakigrønne vegetation. Det siger næsten sig selv, at det er grobund for en vin med stor koncentration, nerve og masser af karakter. Solmoden frugt, friskhed fra havbrisen og en særegen fornemmelse af alting på én gang.

Lille blå

Plavac Mali er med mere end 1.400 hektarer Kroatiens førende rødvinsdrue og den tredjemest plantede sort i landet. Den hører hjemme i Dalmatien, dens nuværende hjem og sandsynligste fødested. Slår man op i ældre vinbøger, vil man fra Jugoslavien som regel især få anbefalet de “kraftige rødvine fra den dalmatiske kyst”, som gøres på netop Plavac. De er især at finde på den sydlige kyststrækning, på Pelješac-halvøen, en lang række af øerne og kun i mindre grad i det dalmatiske indland. Der hersker en udbredt klonal diversitet, og druen kendes under flere forskellige lokale synomymer— alt sammen tegn på, at vi har med en gammel sort at gøre; og den blev længe også mistænkt for at være den oprindelige Primitivo og dermed den gamle kroatiske genpart til Zinfandel. Genetisk profilering skød dog den tese ned for tyve år siden men viste samtidigt, at vi bliver i familien: For Plavac Mali er nemlig en efter alt at dømme naturlig krydsning af Crljenak Kaštelanski og Dobričić, det vil sige den oprindelige Primitivo/Zinfandel og en anden gammel dalmatisk sort. Siden har afkommet så som en lille tronrager tiltaget sig rollen som førende røde sort, efter vinrodlusen gav forælderen baghjul.

Druens navn betyder ganske enkelt "den lille blå", en reference til selve druen, som er forholdsvist lille, meget mørkeblå og ganske tykskindet. Den har en høj modstandsdygtighed over for svampesygdomme, selvom den modner sent og har en tendens til ujævn modning, grundet forskudt blomstring og bestøvning. Derfor kan ellers modne klaser godt gemme på mindre druer, der stadig er under- eller decideret umodne. Det fordrer årvågenhed i marken og ikke mindst ved vinificeringen; men godt kringlet giver det vinen kompleksitet og et flot spil mellem tørret frugt og friske urter. De bedste resultater opnås på ufrugtbar, stenet jord nær havet, hvor vinens frodighed og fylde får modspil fra frisk syre og fine tanniner. 
Plavac har en tendens til at producere storladne vine, mørke og rige på ekstrakt, med høj alkohol og strenge tanniner, af og til en smule restsødme; men altid med masser af moden frugt, og når den er bedst en betagende potpourri af mørke kirsebær, blommer og brombær, med rosiner, figner og svesker, friske og tørrede urter, krydderier, læder, lakrids, tobak, chokolade og kaffe. Det lykkedes dog ikke altid at ramme balancen, og der laves masser af ret rustikke vine, som i bedste fald smager som en blanding af old school Rioja og Madeira og måske et skvæt Taurasi; mens de dårligste er massive bomber af tørrede frugter med masser af aggressive tanniner. Heldigvis er der røre i den dalmatiske vinbranche, og der begås efterhånden flere og flere flotte og håndværksmæssigt vellavede, velsmagende og lagringsværdige vine; men vil man smage den i dens mest klassiske udtryk, går turen til Dingač.

Den ægte vare

Dingač vandt ry som en fremragende vin så tidligt som i 1400-tallet, hvor den hurtigt blev Dalmatiens mest eftertragtede vin, handlet med i hele Adriaterhavsområdet, og den opnåede ofte en pris, som var op til tre til fire gange så høj som andre vine fra nærliggende områder— måske fordi man vurderede vinkvalitet ud af fra alkoholstyrke, en af Dingačs traditionelle styrker! Nærmere nutiden gjorde Dingač sig bemærket for sine smagsmæssige kvaliteter på nogle af de første store vinmesser i 1800-tallet og blev bl.a. tildelt prestigefyldte priser som den store guldmedalje til familien Miličić fra Trstenik på den internationale vinmesse i Paris i 1930.

Dengang var der dog ingen definerede regler for marker, dyrkning, lagring og markedsføring af vinen; og det havde i Dalmatien som så mange andre steder ført til en udnyttelse af navnet, så selv vine dyrket væk fra de traditionelle skråninger forsøgte at snylte på det gode navn. Så for at beskytte sig mod misbrug bad vinbønderne i Potomje i 1957 den jugoslaviske stat om en beskyttelse af betegnelsen Dingač. Den fik de så den 19. september 1961, og appellationen var officielt født med bekendtgørelse nr. 1252/2. Samtidigt søgte man om en international beskyttelse af betegnelsen hos immaterial-rettigheds-organisationen WIPO i Genève. Derfra fik man officiel anerkendelse den 13. maj 1964 med certifikat nr. 283600; og fra da af var Dingač udelukkende fra kommunerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik.

Den kooperative tilgang til vinfremstilling i Jugoslavien satsede først og fremmest på forsyningssikkerhed, så kvaliteten til en vis grad blev ofret for kvantiteten. Systemet belønnede heller ikke det private initiativ, så særlige ildsjæle og krøllede hjerner kom ikke for alvor til udtryk. Det til trods etablerede en række familier sig hurtigt som selvstændige vinhuse efter Jugoslaviens sammenbrud og vinlovens liberalisering. Huse som Benmosché, Bura, Kiridžija, Matuško, Miličić og Saints Hills er sammen med Skaramuča de fremmeste producenter i dag, hver med sine egne stilistiske træk og styrker.

Plavac Mali vokser som små buskvine på Dingačs stejle skråninger, som hos Skaramuča hælder 40-60 grader

Ifølge oprindelsesgarantien skal Dingač være klar og mørkt rubinrød i farven, afhængigt af metode, lagring og alder alt fra det mere purporfarvede og over til det teglstensrøde. Duften skal være rig og karakteristisk, præget af mørk frugt, mere eller mindre frisk eller tørret frugt, og alt afhængigt af høsttidspunkt og lagringen kan den have milde krydderkomponenter. Smagen er kompakt og kompleks af mørke bær, blommer og svesker, tørrede figner og ofte noter af friskbagt brød og krydderier, en smule bitterhed og en let restsødme. Der skal være tale om fyldige vine med stor rigdom, som med modning og alder bliver smidigere og mere afrundede. Vinene har ofte en salt mineralsk nerve, som kan tilskrives enten havets nærhed eller kalkstenen, de dyrkes i.

Kvalifikationer som klasiko og reserva kan benyttes. Klasiko er standarden og ses sjældent nævnt på etiketten, kræver mindst 12 måneders modning af vinen, hvoraf ni skal være på træfade og tre på flaske. Reserva benyttes til stærkere selekterede vine og vine fra særlige årgange og forudsætter mindst 24 måneders modning, hvoraf 18 skal være på træfade og seks på flaske. Vinene bliver hvert år blindsmagt af en faglig komite i Zagreb, der skal godkende vinene, før de kan frigives.

Skaramuča

Skaramuča-familien er lige så rodfæstet på Pelješac som Plavac Mali; men vinhusets historie kommer først fra start i 1992, da stifteren Iva Skaramuča endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin egen vin. Ivo var ikke alene pioner på Pelješac men i hele Kroatien; og hans engagement og hårde arbejde har tjent som forbillede for mange på den dalmatiske vinscene. Ivo gik bort i 2023, men hans børn havde allerede overtaget de fleste af hans forpligtelser i vineriet. I dag er det Ivos søn Igor Skaramuča og datteren Ivana Anđelić, som stolt viderefører familieforetagnet sammen med Ivanas mand Branimir. Trioen står tilsammen for vedligehold af vinmarkerne, dyrkning af druerne og vinificering, samtidigt med at de har investeret i nyt teknisk udstyr, som det hør og bør sig for en moderne vingård. Ingen oxidative eller volatile noter her! Dyrkningen er konventionel, men det tørre, solrige og luftige terroir og den sygdomsresistente Plavac Mali kræver ikke mange behandlinger.

Skaramuča ejer nu lige over 20 hektarer vinmarker i Dingač og dermed mere end en fjerdjedel af det samlede areal, og produktionen når op på næsten 300.000 flasker årligt, heraf 80.000 flasker klassificeret Dingač. Det gør samtidigt vinhuset til det største familieejede i Dalmatien. Alle rødvinene laves udelukkende af familiens egen frugt fra Pelješacs, mens hvidvinene på Pošip fremstilles af tilkøbte druer fra naboøen Korčula. Vinene markedsføres i forskellige niveauer, basisvinene som Pošip og Plavac Mali, dernæst Plavac Premium, og så Dingač og Dingač Reserva. I forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de desuden topserien Elegance for Pošip og Dingač; og de er kræs for kendere!

Dingač Reserva 2018 er fra særligt selekterede druer og er modnet et år på små kroatiske egetræsfade. Den har liflig rød og sort bærfrugt i duften, fugtig skovbund og solvarme krydderurter. Sødmefuld fylde i munden, saftig med mild syre, og så der der et godt greb af små men tørre tanniner ind, mægtig spændstighed som modspil til den frodige frugt. Tæt af syrligsøde brombær, blåblær, sortebær og noter af søde krydderier, kandiseret orangeskal, krydderurter og hø, tobak og tjære. En intens men meget flot struktureret og balanceret mundfuld med stor længde og kompleksitet.

Dingač Elegance 2018 har endnu blødere tekstur, endnu finere struktur og stor kompleksitet, og samtidigt er den mere subtil— og overraskende saftig med meget fine tanniner! Den er selekteret fra de ældste stokke på de højeste parceller og er modnet to år på små, kroatiske egetræsfade. Dyb og liflig duft af blå blommer, skovbær og violer. I smagen brombær fra den syrlige til den søde ende af modningsskalaen, blå blommer, friske figner og en smule sveske, Cherry Coke og Bassett’s vingummi, friske grønne urter og skovbundsnoter, som næsten kan sende tankerne i retningen af god Nebbiolo og Pinot!

Flaske: Dingač Reserva 2018
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Summen af sommer

Halvøen Istrien er et yndet feriemål med sine stenede kyster omgivet af det azurblå Adriaterhav og med et frodigt grønt indre, hvor bakkerne ruller blidt, beklædt med trøffelfyldte egeskove, olivenlunde og vinmarker badet i sol. Druesorten, som befolker godt to tredjedele af markerne er den lokale Malvazija, som selv emmer af sol og sommer— med sin fine duft af akacie- og lindeblomster og milde smag af modne citrusfrugter, saftige pærer og ferskner. Malvazija er en mageløs sommerdrik i sine lette og enkle aftapninger, mens der er mere substans og solnedgangsfarver i de fadlagrede og skindfermenterede varianter.

Istriens indre er præget af grønt bakkeland bestrøet med olivenlunde og vinmarker; og de omkringliggende skove gemmer på masser af trøfler. Foto: Vinistra

Særegenhed og sammenhold

Istrien ligger i toppen af Adriaterhavet, mellem Trieste- og Kvarner-bugterne og omgivet af havet mod vest, syd og øst, mens det subalpine indland ligger mod nord. I dag er størstedelen af Istrien en integreret del af Kroatien, mens den nordligste del hører til Slovenien og en lille bitte snip over mod Trieste til Italien. Men i et længere tilbageblik har øens diverse tilhørsforhold været jugoslavisk, italiensk, østrigsk-ungarsk, venetiansk og i hine tider romersk. Især tiden under Habsburgerne og venetianerne har sat sit tydelige præg på lokalkulturen, og man ser og hører stadig hyppigt italiensk. Tilnavnet ‘druga Toskana’, det andet Toscana, er ikke skudt helt ved siden af, hverken landskabet eller kulturen taget i betragning. Men man ser sig først og fremmest som ‘istriere’ og dernæst som etnisk italienske, slovenske eller kroatiske.

Vinavlens historie i Istrien går mindst tilbage til romersk tid. I dag er Istrien det mindste af Kroatiens fire overordnede vinområder (officielt er det Istrien og Kvarner, hvor Kvarner-bugten og øerne Krk og Cres tæller med) med omtrent 3.000 hektarer vinmarker; men Istrien alene talte før vinrodlusens hærgen hele 44.000 hektarer. Markerne fordeler sig over hele halvøen men særligt ud mod vestkysten og op i omkring 400 meters højde inderst. Størstedelen af de dyrkede druer går i dag til produktion af kvalitetsvin, og det er den hvide Malvazija Istarska, der dominerer, med den røde Teran som sin nummer to.

Hele halvdelen af områdets vinhuse er medlemmer af den istriske vinmagerforening Vinistra, hvis erklærede formål er fremme samarbejde og højne kvaliteten af de lokale vine samt sprede kendskabet til dem og gøre dem tilgængelige og anerkendte internationalt. I dag tæller den mere end 120 medlemmer, en meget stor andel af hele halvøens professionelle vinscene, og de høster vin fra over 3.000 hektarer. Foreningen kom til verden i 1994, kun tre år efter Kroatiens uafhængighedserklæring og stadig under Hjemlandskrigen, som først afsluttede i 1995. Istrien gik forholdsvist urørt gennem skærmydslerne, og de tætte forbindelser til især Italien har været behjælpelig med at konsolidere områdets gryende turist- og vinindustri. I dag er det fredeligt ferieland og fremragende hvidvinsland.

Malvazija Istarska

Den istriske Malvazija er, trods navnet og andre ligheder, helt sin egen. Faktisk synes den samlede familie af såkaldte Malvasia-sorter at være forbundet af familieligheder snarere end af nogen fælles forfar eller fælles oprindelse. Oftest siges de stadig, mod bedre vidende, at stamme fra Grækenland, hvor de skulle være skibet videre ud i Middelhavet fra Monemvasia på Peloponnes; og deraf navnet. Det kan genetikere afvise. Dog er der i Italien et stort overlap mellem de mange Malvasia di Somewhere-sorter, der dyrkes rundt omkring på fastlandet og øerne. De fleste sorter, som går under navne som Malvasia, har i vid udstrækning det til fælles, at de er forholdsvist aromatiske og har en tendens til at kunne tilfredsstille den søde tand— således den mørke Malvasia på Madeira, den gyldne passito fra de lipariske øer eller den decideret duftende Malvasia di Candia Aromatica fra det nordlige Italien. I nærværende sammenhæng er der bare det, at de ikke er bevist hverken nært eller fjernt relateret til den istriske Malvasia. Malvazija Istarska er noget for sig, omend den med sit eget præg deler visse væsentlige træk med sine navnesøstre.

Malvazija har typisk en fin note af orangeblomst, akacieblomst eller akaciehonning i duften. En smag af saftig stenfrugt med en mild og behagelig bittertone og et salt svirp i eftersmagen. Egenskaber, som til sammen gør den opkvikkende og appetitvækkende, hvad end frugten er pære, fersken eller abrikos; syren moderat eller meget mild; og dens øvrige spektrum af mulige noter, blomstrede, urtede, krydrede, mineralske er til stede eller ej. Kernen er det florale, sprøde, bitre, salte. Har man først smagt en håndfuld Malvazija’er, kan man let genkende druens signatur, ligesom det er let med f.eks. Albariño.

Tre typiske vintyper tegner dens profil: En let og læskende, en fyldigere og ofte fadlagret version samt de macererede og meget madvenlige orange udgaver. Førstnævnte er en oftest koldgæret vin direkte fra ståltanke, som har slank og saftig frugt og fungerer perfekt som aperitif, tørstslukker ved stranden eller poolen eller på bardisken til en snack. Den modnere stil med modning på gærresterne opgraderer Malvazija til en mere teksturbetonet og kompleksere vin, der som regel også lagres en tid på træfade af eg eller den lokale specialitet akacie. Her er der vin til værdsætte de finere nuancer, til at fordybe sig i flasken eller sætte gode istriske fiske- og skaldyrsretter på bordet. Den går også glimrende med den gode lokale pršut, en lufttørret skinke, som minder meget om sine italienske fætre fra San Daniele eller Parma. Er vinen modnet på akaciefade, får man ofte mere dybde og større lagringspotentiale. Endelig er der de mere eller mindre macererede vine, hvis gyldnere glød og mørkere smagsunivers med tørrede abrikoser, vildblomsthonning og nødder klæder alt fra føromtalte skinker over pastaretter med trøffel til helstegt pattegris eller det, der er værre.

Malvazija Istarska er sin helt egen og i den egenskab også identitetsskabende for istrisk vin. Foto: Vinistra

Kom sommeren i møde

At italienerne længe har hævdet Malvazija som deres egen er vel i sig selv en vis anerkendelse af kvalitet, i hvert fald i visse kredse. I visse kredse er det omvendt også god latin at le af påståelige, rethaveriske folk, som rager til sig af naboernes goder for egen vindings skyld. Ikke sagt at det er tilfældet med Malvazija men antydningen er hermed givet videre, Vi så godt som ved med sikkerhed i dag, at den eksakte oprindelse for Malvazija er Istrien, og at den som nævnt ikke er i nærheden af nært beslægtet med nogen kendt italiensk eller græsk sort.

En yderligere anerkendelse af Malvazija som en særlig sort og en vin med særegne egenskaber og af høj kvalitet er senest kommet i form af et særligt Malvazija-glas fra den østrigske glasskaber Georg Riedel. Glasset er udformet af Riedel i samarbejde med 50 kroatiske branchefolk, lige fra vinbønder, restauratører, sommelierer og vinskribenter, som sammen skabte en prototype. Glasset havde verdenspræmiere på en masterclass på Vinistras vinmesse i 2013 med Georg Riedel selv som Sprechstallmeister.

Vinistra er en lang kæde med gennemgående stærke led, alfabetisk kan anbefales Anđelini, Benvenuti, Coronica, Cosetto, Damjanić, Degrassi, Dobravac, Domaine Koquelicot, Fakin, Matošević, Medea, Pilato, Tomaz og Vina Vivoda. Hvis ikke man da målrettet går efter de decideret økologisk certificerede producenter som Bastiàn, Kabola, Kadum, Monterosso, Omo, Stancija Collis eller Veralda; eller gennemførte naturvinmagere som Clai, Ipša og Roxanich.

‘Perfect poolside wines’ er hvad en veninde ved blindsmagning begejstret udbrød om et par unge Malvazija vine fra ovennævnte producenter; og som sommelier, eksamineret med diploma og mange års erfaring som både bartender og strandløvinde må vi hellere tage hendes ord for gode varer. Alternativt kunne det være Moreno Corenicas snorlige og stålsatte aftapning, som altid vækker lykke hos mig med sin milde akacieduft, fine citrusfriske frugtsmag, glasklare renhed og syrlighed og mineralske efterspil.

Flaske: Malvazija 2021
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 125,-  

Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-