Pinot Gris i flere farver

Franjo Kolarić er et af de nyere navne på kroatisk vins stjernehimmel, og han har hurtigt slået det fast på den hjemlige restaurantscene med sine meget madvenlige vine— og ikke kun mousserende af slagsen, pjenušac, som efterhånden er etableret som specialet i hans hjemstavn Plešivica. Porteføljen rummer såvel bobler som hvide, orange, rosé og røde vine; men vægten er lagt på Franjo Kolarićs store ungdomskærlighed, Pinot Gris. Et sandt stjerneskud er hans Coletti Amfora Grigio, som efter italiensk, slovensk og georgisk forbillede er gæret med skallerne på en i kælderen nedgravet qvevri. Skulle man være i tvivl om druens iboende kvaliteter, dens potentiale i Plešivica eller Kolarićs kompetencer som vinmager, så smag med her: Der er frisk syre, fløjlsblød frugt og fortryllende komplekse kryddernoter i den glødende ravfarvede eliksir, som er alt andet end uforpligtende bællevin og helt uden fadhed, flomme eller gråtoner.

Zagreb, exit vest

Ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ad E65 ligger Plešivica på de stejlt stigende skråninger op mod Samobor-bakkerne og Žumberak-bjergene, en højderyg som strækker sig gennem det nordvestlige Kroatiens indland i den overordnede vinregion, der passende kaldes det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska. Administrativt hører Plešivica til Zagrebačka županija, så man kan med en vis ret også kalde det hovedstadens vinøse opland.

Plešivica er med sit solrige men meget kølige klima og en særligt kalkholdig jordbund som skabt til lette, syrerige hvidvine, den slags, som gør sig glimrende som base til mousserende vine. Det har siden 1990’erne fået flere og flere af områdets vinbønder til at kaste sig over bobler efter den klassiske metode med andengæring på flaske, og som kvaliteten støt er steget, er det kun rimeligt, at mange nu refererer til området som ‘Kroatiens Champagne’. Til de veletablerede vinhuse hører Tomac, Šember, Korak, Ivančić og Jagunić, som alle er en omvej værd, hvis man er på de kanter; og Kolarić kan sagtens måle sig i det selskab.

Nogen nybegynder er han heller ikke. Franjo er vokset op på vingården på Hrastje Plešivičko ved Jastrebarsko, hvor han allerede som 18-årig gymnasieelev blev betroet opgaven at forestå høst og kældring af årgang 1995. Selvfølgelig under far Stjepans kyndige vejledning, på samme sæt og vis som faren i sin tid havde overtaget fra bedstefaren. Sidenhen fik Franjo sig en teknisk uddannelse som mekaniker, mens det vinfaglige forbliver selvlært og formidlet fra dygtige kolleger— fra gode råd, erfaringer og eksperimenter. Under hans ledelse er vinmarksarealet udvidet fra de arvede tre hektarer til nu otte; og der samarbejdes med naboer om druer fra yderligere 14 hektarer. Topvinene er i årevis markedsført under navnet Coletti, den italienske udgave af Kolarić, som en italiensk ven foreslog ham som et internationalt mere slagfærdigt synonym.

Sin første mousserende vin fremstillede Franjo i 1997, som han samtidigt betegner som sin første seriøse årgang. 1997 var også året, hvor han i selskab med slovenske venner på en vinbar i Zagreb smagte sine første mindeværdige Pinot Sivi’er, som netop stammede fra Slovenien. Beruset af oplevelsen vendte han hjem til den fædrende gård og insisterede på, at de nu selv plantede sorten. Det skete så i 1999, og siden har Kolarić stille og roligt arbejde på at få det meste og det bedste ud den folkeligt elskede men ellers udskældte sort.

Til Plešivicas historiske sorter hører Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og dem dyrker Kolarić på et par hektarer til brug i hans mousserende vin og en frisk hvidvin med navnet Stare Sorte (gamle sorter). Rajnski Rizling og Traminac (Riesling og Gewürztraminer) har historisk også spillet en stor rolle her, og de dyrkes af Kolarić til hvid- og orangevin; samt en smule Neuburger. Chardonnay og Pinot Noir dyrkes især til mousserende vin, og så er der selvfølgelig Pinot Gris’en, som han skaber adskillige vintyper på.

Coletti Stare Sorte 2020 er en hvidvin på den traditionelle blandede beplantning af Plavec Žuti, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Kraljevina. Vinstokkene er 18 år gamle og plantet og opbundet på pæle, som man historisk har gjort på Plešivicas stejle skråninger, i vertikale rækker med 1 1/2 meter mellem hver stok. Druerne høstes med hænderne, med et udbytte på 2 1/2 kilo per stok, og vinen er gæret på ståltanke. Let og frisk med godt greb, grønt græs og grønne æbler, mild, syrefrisk og mineralsk; og viser tydeligt, hvorfor de lokale sorter er så velegnede til mousserende vin. Alk.: 12,5%

Coletti Blanc Nature 2020 20% Chardonnay, 20% Riesling og 60% druer fra den blandede beplantning. Gæret på ståltanke og andengæret på flaske med halvandets års modning på gærresterne før degorgering, ingen dosage. Flintet duft, sprødt bid, fine bobler og en let og ligefrem æble- og citrussmag. Frugten er bevaret pivfrisk, Kolarić bryder sig ikke om oxidative noter og dosage, da han gerne vil bevare den naturlige friskhed. Syren er 7 g/l. Alk.: 12,5%

Gråt potentiale i Plešivica

Frem til Første Verdenskrig var Kroatien en del af Østrig-Ungarn, og under navnet Ruländer var Grauburgunder eller Pinot Gris ganske udbredt i rigets østlige og sydlige dele. Derunder også i det sydlige Steiermark, som under navnet Štajerska strakte sig helt ned syd for Drava-floden og frem til Sava-floden og således inkluderede Plešivica. Så selvom Pinot Gris ikke i nyere tid har været del af druernes inderkreds, er den omvendt ikke en fremmed sort her. Det kølige klima sørger for en usædvanligt god syre, og netop en mere syrestyret stil er Kolarićs store styrke.

Et af Franjos forbilleder er slovenske Kabaj i Brda med franskmanden Jean Michel Morel i front. Franjo mødte Morel i Zadar for år tilbage, og det var Morel, som ansporede ham til at foretage den meget lange maceration på Pinot Grigio; samt ikke at være grådig men kun flaske 60-70% af qvevriens indhold for ikke at få forurenende sedimenter med i den færdige vin. Hans første qvevri blev erhvervet via en kroatisk kaffe- og tedistributør, som har en tefabrik i Tblisi og hjalp med at skaffe den hjem. Nu har han hele fire, og flere er på vej. I tråd med amfora-vinifikationen flaskes vinene også på de i naturvinskredse så velkendte keramikflasker; med undtagelse af de seneste par årgange, da leverancerne har været udsat for verdens virvar.

Forskellige flasker af Coletti-seriens amfora-vine. Keramikflaskerne er ifølge Franjo Kolarić det mest oplagte valg til amforavine. De er fremstillet af tyske MKM Keramik af ren Westerwälder ler, er fri for syntetiske kemikalier og beskytter effektivt vinen mod lyspåvirkning og med god kork og voks tillige mod iltning.

Det bliver i dag til godt 40.000 liter Pinot Gris om året, og de fordeler sig som regel på en fire-fem forskellige vine.

Grigio Blanc Nature 2018. Ren Pinot Grigio som mousserende vin, og det går rigtigt fint! Tre år på gæren og ingen dosage. Mildt blomstret duft, delikat gul ferskensmag, friskfrugtig stil, plirrende, stringent og tør. Alk.: 12,5%

Pinot Grigio Classic 2020. Hverdagsvin med varietal karakter og god læskefaktor. Frisk og fyldig frugtduft med delikate kryddernoter, modne stenfrugter og et hint suppevisk. Fin fylde og vældigt frisk i munden, med godt greb og summende mineralitet. Alk.: 11,5%

Coletti Grande Grigio 2019. Seriøs stil af Pinot Gris. Selektiv høst, gæring på ståltanke og et års modning på et otte år gammelt træfad. Mild i duften, først ret diskret, så fyldigere frugtig, fersken, ferskensten, rodfrugt og suppevisk i små strejf. Flot fylde og godt flow, glimrende syre og mineralsk spil. Alk.: 13%

Coletti Amfora Grigio 2019 er gæret et år med skallerne på en 1.200-liters georgisk qvevri begravet i Kolarićs kælder. Efterfølgende er den modnet to år på et stort træfad og flasket ufiltreret men fuldstændigt klar. Minimal sulfittilsætning på omkring 18 mg/l. Den har stor aroma, dæmpet fenolik og delikat struktur. Fuld af ferskner, abrikoser, kvæder og røgelse i duften, dyb af rødmende fersken, røde bær, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og valnødder, tamarind og sort te i smagen med en snert af nyopgravede gulerødder og pastinakker. Fløjlsblød fylde med svævende syre og de fineste tanniner, som næsten ikke fornemmes, ren velvære. Hvis blot enhver norditaliensk Pinot Grigio havde halvdelen af denne kompleksitet…

Franjo Kolarić har med Pinot Gris fundet sig en niche i Plešivica, som han fermt opdyrker og udvikler til spændende og seriøse vine. Privat danner han par med Ivana, som er skolelærer i Velika Gorica syd for Zagreb, og parret har tre børn sammen. Alle tager del i arbejdet på vingården, som desuden huser restaurant, selskabslokale og hotel med 20 værelser. Vinturismen tager til i Plešivica, og med Kolarić i koppen forstår man hvorfor.

Flaske: Amfora Grigio 2019
Vinhus: Vina Kolarić  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Drue: Pinot Gris  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
11 måneders macaration
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 400,-  

Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-

Den lille forskel

Vogt Dem for efterligninger: Det er Château Lafitte med to t’er. Oppe i Bordeaux havde det andet slot kun råd til et enkelt. Château Lafitte ligger længere mod syd end sin berømte næsten-navnebror, nærmere bestemt i Jurançon i Pyrenæerne nær grænsen til Spanien og Baskerlandet; og ligesom der helt bestemt er flere, der kender til Château Lafite frem for Château Lafitte, så er de fleste nok også bedre bekendt med Bordeaux end Jurançon. Men det er synd og skam, for der er forbavsende friske hvidvine at hente, med stor aromarigdom og i forskellige stilarter. Så med vanlig forkærlighed for det forbigåede og sjældne skal vi selvfølgelig se nærmere på dette søvnige men smukke sydfranske område og et af dets gamle vinslotte — og en vin så fyldt med citrus, at man føler sig helt hensat til Amalfikysten…

Langt ude på landet

Jurançon er et af Frankrigs gamle og glemte vinområder og ikke af forveksle med buddhistmunken Xuanzang. Det er først og fremmest kendt for sine karakteristiske hvidvine i tørre og især søde versioner på de lokale sorter Petit og Gros Manseng. Området ligger lidt sydøst for Béarn og sydvest for Madiran, hvis det skulle sige nogen noget. Det er godt en times kørsel ind i landet fra Biarritz og i den sydlige del af Gascogne-provinsen, Frankrigs måske mindst prestigiøse vinregion— med undtagelse af netop Jurançon, som har formået at holde fast i sit historiske ry for fremstilling af mindeværdige hvidvine.

Sød Jurançon fik status af AOC i 1936, og en tilsvarende for tør indførtes i 1975. Men allerede i Middelalderen var Jurançon en anerkendt vin, og sidenhen forsøgte fyrstedømmet i Béarn sig med en form for klassifikation af de bedste marker i området, muligvis Frankrigs første forsøg på en sådan klassifikation. Det var efter sigende gyldne dråber fra Jurançon, som vædede den spæde Henrik af Navarras læber ved hans dåb i 1553, og det siges at have sået frøene til hans senere store bedrifter som Kong Henrik den 4. af Frankrig— eller måske blot hans muntre gemyt og folkelige opbakning i det frihedselskende landområde.

Landlig charme er i høj kurs nu om stunder, men den er anderledes beskaffen på de sydvestlige kanter end i det nord- og østlige Frankrig, og det, sammen med afstanden og afsondringen, er sikkert blandt forklaringerne på Jurançons oversete status i dag. Kooperativerne har gjort deres indtog, men små producenter tegner stadig profilen, mange af dem endnu bønder i bredere forstand, da det kun er på de sydvendte skråninger, der er nok sol og varme til at modne druerne. Men heller ikke landbruget hernede er gået fri af moderne modeluner og unoder, så man skal ikke vente at finde noget uberørt naturvinsmekka. Men det lysner i sydvest som så mange andre steder; og en af ledestjernerne er altså det genskabte Château Lafitte.

Især sorten Petit Manseng har en høj stjerne hos vinkendere, den såkaldt lille men kvalitativt store af de lokale Manseng-sorter. Dens lidenhed kommer til udtryk i svingende og relativt lave udbytter; men med sine små og sprøde druer kommer den igen kvalitativt. Den stærke skal er rig på smagsstoffer og gør den i stand til at ophobe store mængder sukkersød saft under modning og indskrumpning (passerilage) på stokken; og samtidigt beholder den et højt syreniveau og lader sig kun sjældent angribe af ædelråd. Dermed er grunden lagt til de intense, eksotisk frugtige, søde vine, som området har ry for. Vine, som også lagrer glimrende og med tiden kan udvikle en delikat trøffelnote. Den nært beslægtede Gros Manseng har lysere druer af mere betragtelig størrelse men også en mere middelmådig kvalitet end sin lillebror, så den bruges fortrinsvist til områdets knapt så kendte tørre hvidvine; men ved fuld modenhed udviser den også frisk og fint aromatisk vin. I dag bruges begge sorter dog på kryds og tværs til de forskellige vintyper, hvor især de tørrere typer er steget i kvalitet og udbredelse de seneste år. Der dyrkes også den meget mere pålidelige og udbytterige Courbu samt absolutte sjældenheder som Arrufiac, Camaralet og Lauzet. Phylloxera tog desværre livet af mange af Pyrenæernes andre indfødte sorter.

Løse klaser, små druer, tykke skaller, masser af syre, sukker og ekstrakt. Fuldmoden Petit Manseng har stof i sig til stor vin. Foto: Antoine Arraou, Château Lafitte

Manseng-druerne har uden større tvivl deres oprindelse i Jurançon, men i det større billede er de beslægtede med Savagnin, kendt fra Jura, og dermed en del af Traminer-familien. Uden for Jurançon dyrkes de også i Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og uden for Frankrig finder man dem i dag også i Portugal, Australien, New Zealand og USA. Den lader til at klare sig fint på udebane, men hjemme for foden af Pyrenæerne har den historisk vist sit værd, og i de seneste år også som tør terroirfortolker i bakkelandet mellem Béarn, Pau og Jurançon. Pyrenæerne blev skabt, da de europæiske og afrikanske kontinentalplader kolliderede for 150 millioner år siden, og i dag rejser bjergkæden sig stadig til over 3.400 meters højde. En sagte erosion har efterhånden vasket småsten, grus og sand ned for bjergenes fødder, til de sandede lerjorde i Jurançon, som også er rige på kalk fra den havbund, der blev hævet under den oprindelige bjergdannelse. Så et komplekst samspil mellem bjergene og havet er hjørnestenene i områdets mikroklima— selvom vi er i Sydfrankrig, er der kølige vinde og rigeligt med regn.

Vinstokkene bindes traditionelt som dobbelt guoyt og trækkes højt op, så bladvæggen nogle gange når pænt over to meter op i luften. Det beskytter druerne mod frost og fugt nær jorden. I gamle dage dyrkede man endda vinstokkene op ad træer, som i Vinho Verde og visse steder i Italien og Georgien, så vinrankerne viklede sig om stammerne, og skudene satte klaser ud på grenene.

I dag er det vinene, der klatrer opad igen. En pæn håndfuld producenter står i front for en lille Petit Manseng revolution, i traditionelt søde udgaver men nok endnu mere interessant i komplekse, knastørre fortolkninger. Før vi ser nærmere på Château Lafitte, bør for en god ordens skyld nævnes en række andre gode producenter. Château de Cabidos, som faktisk ligger lidt uden for selve Jurançon, blev genrejst til fordums storhed i 1990’erne og laver en række spændende vine. Domaine Cauhapé (Theis Vine) er et af flagskibene i Jurançon og forfægter både de klassiske søde og moderne tørre til perfektion. I den økologiske lejr finder vi også flere fremragende bud, Camin Larredya (Lieu-dit), Clos Lepeyre (Atomwine), Domaine Lajibe (Vintro), Domaine Larroudé (Løgismose), Domaine Nigri (Sømod Vine) samt Domaine de Souch (Sydfranske Vine).

Savoir-vivre og know-how

Det smukke Château Lafitte er et adeligt landsted fra 1300-tallet, beliggende ved landsbyen Monein i hjertet af Jurançons fredsommelige bakkelandskab. I sin nuværende form er selve slottet opført i 1500-tallet, og allerede dengang var det en større landbrugsejendom, hvoraf vinbruget udgjorde en vigtig del af slottets drift.

I 2000 virkeliggjorde Philippe Arraou og hans hustru Brigitte deres drøm om at genskabe ejendommen som vinslot. Siden er fem hektarer vinmarker kommet til og en økologisk certificering af land- og vinbruget under Qualisud. Siden 2012 er det deres søn Antoine, som står i front for vinbruget. Antoine uddannede sig oprindeligt til fotograf, før han blev vinbonde, og måske det er hans skarpe sans for at betragte livet i alle sine spraglede udfoldelser som skubbede ham i retningen af biodynamikken. Under hans ledelse har de nemlig taget skridtet videre til biodynamisk drift (Demeter-certificeret siden 2018), og endvidere har han også omlagt en stor del af produktionen til naturvin (certificeret af Syndicat de défense des vins naturels siden 2020).

Om omlægningen til biodynamisk drift siger han: “Steiner opfattede gården som en levende organisme. I den forstand er Château Lafitte særligt begunstiget med sin egen enhed— en enhed baseret på tre søjler: en lang historie, som aftvinger respekt, en veludviklet vingård drevet i en ånd af overbevisning.”

Beslutningen om ikke blot at lave naturvin men også efter forskrift og under opsyn begrunder han således: “Vi tilsluttede os syndikatet allerede fra dets oprettelse, og vi ønsker at overholde dets charter af hensyn til gennemsigtigheden. Vi er kede af at se udbredelsen af ‘naturlige’ cuvéer på markedet, som efter vores mening slet ikke er det (på ikke-økologiske druer eller med tilsætning af alle mulige stoffer undtagen sulfitter og den slags). Fremkomsten af ​​’Vin méthode nature’-certificeringen gør det muligt at få rene linjer med forbrugerne og at forsvare naturvinen og dens formidlere.”

Han fremhæver i den forbindelse Jules Chauvets tanker om respekt for naturen gennem brug af organisk gødning, gennem udvælgelse af sygdomsresistente sorter, høst ved optimal modenhed og mindst mulig modifikation af druen og mosten. Man må passe og pleje sine druer og så stole på, at de er i balance nok til at gøre en god vin— med udtryk og indtryk fra det landskab, den tradition og det menneskeliv, de er en del af.

Et virvar af vilde og villede planter beriger biodiversiteten mellem frugttræer, korn- og vinmarker. En flok får får lov at vedligeholde vinstokkene om vinteren, og om sommeren sørger bier og alskens insekter for at bestøve blomsterne.

“Slottet står for fornøjelse og hygge. Her går savoir-vivre [belevenhed] og know-how [praktiske færdigheder] hånd i hånd, under ledelse af vores varme men perfektionistiske team. I vinmarkerne, i kælderen og ved bordet er vores mål hverken mere eller mindre end at dele frugten af vores generøse land, resultaterne af vores lidenskabelige arbejde i samklang med naturen.”

De praktiske færdigheder har også ført vinbruget i en mere bæredygtig retning. Den er i dag selvforsynende med elektricitet og varme i kraft af ​​solcelleanlæg. Naturlig air conditioning og afkøling i kælderen afstedkommes via en solskorsten, en såkaldt cheminée provençale, en metode til at udvidde en bygnings naturlige ventilation ved brug af konvektion. Princippet går tilbage til romerne. Desuden opsamler de regnvand til rengøring af redskaber og maskiner; og kælderen er indrettet i flere niveauer for at kunne bruge tyngdekraften til transport af vinen i stedet for pumper og andet maskineri, så der også spares energi på den måde.

Ler og terrakotta

Jordbunden omkring Château Lafitte er, helt overensstemmelse med resten af området, kalkholdig lerjord (argile). Helt i overensstemmelse med Antoines naturvinsfilosofi vinificerer han derfor også et par af sine vine på terrakotta amforaer, som lader vinen leve og ånde i samme materiale, som druerne er vokset op fra.

“Lafittes vine er resultat af et arbejde, der tæt knytter mennesket til naturen. Det eneste mellemled er kælderen, men der arbejder vi i overensstemmelse med vores vision om vinstokken og vinene.”

Lad det være sagt med det samme, man skal ikke være syreforskrækket, hvis man skal nyde vinene. Petit Manseng er altid en balanceakt mellem syre, sødme og alkohol, og her skinner syren altså for alvor igennem men i flot samklang med en fuldmoden frugt.

Argile. Klart citrongul i glasset. Frisk, syrlig og let løftet, æterisk duft, citrusblomster og solmodne citroner. Saftig og særdeles syrerig i munden, pikant frisk frugtighed, syrlige drops, solmodne citroner, grapefrugter og lime, citrongræs, citronverbena, alting citrisk! En smule volatil syre men ikke noget, som skæmmer, den giver bare yderligere liv og spark. Vinen har en flot dybde og længde med mildt urtede og krydrede noter vævet ind, grøn kardemomme og kastanje måske. Virkelig flot samspil mellem frisk syrlighed og stor modenhed. Håndhøstet i oktober, afstilket, presset og spontangæret på amfora. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Orange. I glasset er farven ikke så forskellig fra Argile, men duften afslører den relevante forskel: Den er på én gang mere løftet og mere dyb og antyder allerede orange bitternoter. Smagen følger trop, her er igen alskens citrus, men betoningen går mere i retningen af orangeskal, pomerans og tørret abrikos, med noter af abrikoskerner, ristede kastanjer og noget støvet krydret. Syren spiller stadig førsteviolin, garvesyren nøjes med at lure i baggrunden. Håndhøstet i oktober, afstilket og spontangæret på amfora, 21 dages skindkontakt. En udmærket vin med mere orangekarakter end egentlig Manseng-karakter, og det trækker en smule ned i sammenhængen, måske især til prisen, som er en fuldfed plovmand.

Arbejdet er sympatisk, kvaliteten konsekvent høj og produktionen tilsvarende lille. Château Lafittes største problem er nok den kurs, vinen står i, da literprisen på disse to vine nærmer sig 1000 danske kroner. Men det er jo rene håndører i forhold til, hvad man efterhånden skal give for Bourgogne og andre almindeligheder.

Flaske: Argile 2019 (0,5 l)
Vinhus: Château Lafitte  
Oprindelse: Jurançon  
Drue: Petit Manseng  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Reduktivt
Pris: 475,-  

Rebeller med en sag

En måde at spare på sprøjtemidler, skære sit brændstofforbrug og dermed CO2-udledning ned samtidigt med at man sparer på vandet, beskytter jordbunden, styrker biodiversiteten og stadig laver lækker vin? Det lyder lidt som et drømmescenarie for fremtidens klimavenlige og bæredygtige vinbrug— men faktisk er det nutidig virkelighed på et par vinhuse i Rheinhessen, som ved at tage de nye og særligt sygdomsresistente PIWI-sorter i brug opnår netop nævnte mål.

Weingut Schönhals ligger i hjertet af Rheinhessen i landsbyen Biebelnheim nær Nierstein. Sidst i 1970’erne overtog Eugen Schönhals sine forældres vingård, og han viste sig hurtigt at være en sand visionær på flere fronter: Han så tidligt en tysk fremtid på rødvinsfronten, han var medstifter af økoforbundet Ecovin i 1985 og opnåede selv certificering i 1988; og så plantede han sine første PIWI’er allerede i 1990. Siden 1995 har han haft ingeniøren Martin Knab som kældermester og højre hånd, og siden 2018 er det datteren Hanneke Schönhals, som står i front for familievingården. Det visionære gen er ikke gået tabt i Hanneke, som har hjulpet med at omlægge til biodynamisk drift og Demeter-certificering; og nu satser hun stort på sine såkaldte Zukunftsweine, en serie ‘fremtidssikrede vine’ på PIWI-sorterne, som hun selvsikkert markedsfører sammen med sin kollega Eva Vollmer. Fremtiden er altså allerede i gang i Rheinhessen, og den ser lys og legesyg ud.

Naturens rytmer

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Hanneke skulle overtage den fædrende vingård. Hendes storesøster Elske havde samlet tråden op og studeret vitikultur og ønologi, men hun valgte siden at gå ind i planteforskning og forblive i den akademiske verden. Imens dansede Hanneke sig bogstaveligt talt gennem sine studier i sociologi og erhvervsøkonomi. Hendes store passion var fra barns ben dans, og gennem optrædender og undervisning gav det hende også en god indkomst under studierne. Siden var hun fire år omkring jobbet som key account manager hos den økologiske supermarkedskæde Alnatura, før hjemstavnen og vinavlen kaldte hende tilbage.

“Jeg er glad for at kunne videreføre min fars økologiske vinbrug, det er det rigtige for mig,” fastslår Hanneke og tilføjer: “At bringe syntetiske kemikalier, der er fremmede for naturen, ind i dyrkningen, det kommer aldrig på tale. Jeg holder af at arbejde sammen med naturen. En kernesund høst af raske druer, det er alfa og omega for en vinmager— og et stabilt økosystem gør ikke bare druerne sunde og livskraftige, det bliver tillige et attraktivt levested for forskellige planter, nyttedyr og ikke mindst os selv.”

Det daglige team: Hanneke Schönhals i selskab med kældermester Martin Knab, sin husbond Christoph Hosseus-Schönhals samt far Eugen Schönhals.

Rheinhessen er præget af blide bakker og blandet landbrug, foruden et voksende antal vinmarker med en mangfoldighed af druesorter. Hos Schönhals har især Spätburgunder, Weissburgunder, Riesling og Regent været vigtige sorter. Som en selvfølgelig del af deres økologiske og biodynamiske drift er vinmarkerne hos Schönhals naturligt grønne af græsser og forskellige dækplanter, som alle bidrager positivt til helheden: Græs, kløver, bælgplanter, blomster og salater, som hver især opbygger humus, hjælper med at binde kvælstof i jorden, tiltrækker bier og netop fungerer som habitat for forskellige nyttedyr. Nok så vigtigt lægger det grønne en slags låg på jorden, som forsinker fordampningen og holder på vandet til glæde for både planter, dyr, svampe og mikrobielt liv. “Vi vil selvfølgelig ikke have græsserne til at vokse direkte under og op ad vinstokkene,” forsikrer Hanneke, “for hvis det bliver for tæt, skaber det problemer med fugt og skimmelsvampe.”

Det grønne bunddække er endvidere med til at give en vis sikring mod ekstremt vejr og erosion. “De sidste tre-fire år har her været næsten ørkenagtige somre, men sidste sommer kom der som bekendt sindssygt megen regn; og så ser man virkelig, hvad der kan ske, hvor jordbunden ikke er godt bundet sammen af rodnet. Der, hvor der ingen græsser og urter vokser, vaskes jorden simpelthen væk. Så vi fik en masse mudder fra vinmarker skyllet ned i vores landsby i sommers. Alle gik og tænkte, ‘Hvad er det, der foregår? Vi gør jo bare, som vi altid har gjort!’ — Vi er de eneste økologer her, ‘de tossede’, men vores marker var forberedte. Så jeg vil gerne motivere mine kolleger til at tænke nærmere over tingene.”

En regnbuefamilie

PIWI’erne passer perfekt ind i familiens økologiske og biodynamiske filosofi. “De sygdomsresistente sorter er det næste skridt efter økologien og grundlaget for en bæredygtigere praksis,” forklarer Hanneke. “Selv viderefører jeg bare det, min far søsatte. Det er og bliver min arv. Når man planter en ny sort, så står den der nok mindst de næste 40 år, så man skal vælge med omhu.”

Eugen Schönhals plantede allerede Rondo i 1990, Regent fulgte i 1996, og siden er Saphira, Cabernet Blanc og Cabertin kommet til, og den næste i rækken er Souvignier Gris. Det er en spraglet flok af ret forskellige sorter, men selv har familien været glade for resultaterne, og efterhånden følger kunderne trop.

Det særligt bæredygtige og langtidsholdbare ved PIWI-sorter er, at man grundet deres stærke modstandsdygtighed over for plantesygdomme ikke behøver at beskytte dem med eksempelvis sprøjtemidler. Som bekendt er kun svovl og kobber tilladt i økologisk og biodynamisk vinbrug; men desværre bruges de hyppigt, ofte også hyppigere end i konventionelt vinbrug, da de er de eneste egentligt effektive midler mod meldug af typerne oidium og peronospora. Desværre er svampene ikke det eneste, de gør skade på, og kobber er som bekendt et tungmetal. Men på marker med PIWI’er kan man klare sig med langt, langt færre sprøjtemidler. Det er godt for biodiversiteten men også godt for klimaet, da færre sprøjtninger betyder mindre traktorkørsel og dermed et bedre CO2-regnskab.

“Normalt sprøjter vi godt ti gange i løbet af en sæson,” siger Hanneke, “men på markerne med de sygdomsresistente sorter kan vi som regel nøjes med to eller tre gange.” Det betyder en betydelig reduktion i brugen af kobbersulfat, til gavn for alt det mikrobielle liv i vinmarken. De færre kørsler gennem marken på traktor reducerer også komprimeringen af jorden (‘traktose’), til gavn for jordens struktur, vandabsorberingsevne og livet under overfladen; og samtidigt frigives tid til mere manuelt arbejde i vinmarken, eller hvor man nu vil bruge sit kostbare tid.

PIWI-sorternes større resiliens skyldes dels morfologiske træk som løsere klaser, mindre druer og tykkere skaller, dels fysiologiske træk ved druer og blade— et iboende immunforsvar med styrkende og afvisende stoffer, som lader planten modstå angreb fra svampesygdomme og andre infektioner.

Hanneke understreger dog, at det ikke er nogen mirakelkur mod alskens dårskab; men fremhæver, at hun samlet set har kunnet skære plantebeskyttelsesmidlerne ned med hele 80% — og det er noget, der gør en forskel for miljøet og for klimaet.

“Selvfølgelig har vi stadig problemer med svampesygdomme. Især sidste sommer, det siger sig selv med al den regn, vi fik. Selv på PIWI’erne kan der komme en smule svamp, men det er sporadisk og tager aldrig over. Planterne formår i vid udstrækning selv af afgrænse angrebene; og ellers må vi i våde år tynde ud i bladene, mens vi i tørre år kan lade dem alle hænge.”

Det frigiver som nævnt også tid til andre ting i livet:

“Med mine PIWI’er får jeg tid til at kære mig om kvalitetsarbejde i stedet for at sidde på en traktor,” fastslår Hanneke og henleder opmærksomheden på de arbejdsopgaver, de fleste nok forbinder med det at være vinbonde: “Jeg nyder de forskellige opgaver, man skal løse i løbet af året: Kælderarbejdet og beskæringen om vinteren; at opleve hvordan naturen vågner om foråret og kunne passe og pleje druerne om sommeren; og det lange, seje træk med høsten om efteråret. Høsten belønner os for arbejdet resten af året.”

Råstof og remedie til biodynamikkens præparat 501 — Hornkisel: Kohorn og kvarts fundet i egne vinmarker.

PIWI-veninderne slår til

Begejstringen for det økologiske og bæredygtige deler Hanneke med kollegaen Eva Vollmer. Siden 2007 har Vollmer ved Mainz drevet vinhus med sin mand Robert Wagner og blandt andet satset stort på tyske outsider-sorter som Scheurebe og Dornfelder men også klassikere som Spätburgunder, Riesling og Silvaner. Sidst men ikke mindst har porteføljen fået tilføjet Hibernal, Souvignier Gris og Satin Noir, nogle af de mest kendte PIWI-sorter. Men netop kendskabet til sorterne har dog været Hannekes og Evas store, fælles udfordring i markedsføringen; for folk hverken kender eller føler sig sikre ved de nye sorter med ofte fremmedartede navne.

“Ingen efterspørger en Saphira eller Cabernet Blanc,” forklarer Hanneke, “alle vil købe Riesling eller Spätburgunder, for dem kender de i forvejen. PIWI lyder nok lidt bedre end ‘pilzwiderstandsfähige Rebsorten’ men stadig ikke specielt sexet. Så vi måtte finde noget andet at kalde dem.” Schönhals og Vollmer lagde hovederne i blød for at udtænke en ny og attraktiv måde at markedsføre vinene på; og så var det, at Eva Vollmer fik en åbenbaring: “Vi tror på, det er fremtidens sorter, så vi kalder dem Fremtidsvine!”

Sammen er de kommet frem til et fælles design og et logo, som de begge benytter. I moderne markedsføringsstil linker de også via QR-koder på etiketterne direkte til videoer på nettet, hvor de giver vinene korte og veloplagte ord med på vejen. Fra Eva Volmmer fås bl.a. den næsten tropisk aromatiske Hibernal og den fyldige, frugtige og let krydrede Souvignier Gris, men vi fra Hanneke Schönhals hånd får eksotisk Saphira og grønkrydret Cabernet Blanc.

“Dengang vi bare kaldte dem ved navn, solgte min far dem normalt i løbet af et år eller to efter høsten,” fortæller Hanneke, “men efter vi havde brandet dem som Zukunftsweine, fik jeg udsolgt efter tre måneder!”

Det er godt nyt, for PIWI’er har længe haft brug for en rebranding. Krydsninger og hybdrider har, som Hanneke nævner, ikke haft det bedste ry; og de første generationer var heller ikke just karakteriseret ved deres velsmag. I mellemtiden er nye kommet til, med en større andel vinifera-DNA men stadigt de gode resistens-gener; og erfaringerne med at vinificere dem er også skredet meget frem og trækker nu på flere årtiers erfaringer.

“Jeg er overbevist om, at vi nu får fart i den her udvikling i Tyskland. Lige nu er kun 3% af det totale areal beplantet med PIWI’er, men jeg mener, vi burde have 25%. Min vision er at inspirere andre, sammen med mine kolleger, som også allerede er i gang, så vi snart kan nå 25%. Vi må lære at lægge om, vi kan ikke bare fortsætte, som om alting er som i gamle dage; og vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal gøre en forskel.”

Så begge slår fast: “Fremover vil vi udelukkende plante PIWI’er!”

The choice of a new generation

Lad os se nærmere på tre af de vine, som Hanneke har kreeret fra familiens PIWI-sorter.

Saphira, opkaldt efter ædelstenen, ‘die wunderbare Schönheit’, som Hanneke kalder den, er en fra Geisenheim stammende krydsning af den resistentbærende Seyve-Villard og Arnsburger, en krydsning af Müller-Thurgau og Gutedel. Saphira er særligt resilient i forhold til den plagsomme peronospora, og den modner relativt tidligt og holder høje syre- og sukkerniveauer.

“Druerne er meget saftige og søde,” siger Hannkeke, “og når min bedstemor gik gennem marken for at hente druer, tog hun altid Saphira, fordi de er så smukke og smager godt, som de er. Den er sin egen og er ret eksotisk i smagen, mango, papaya og passionsfrugt, og så tænker jeg på at ligge på stranden!”

Saphira 2020 har en lyst gylden farve og en kølig, frugtig duft af gule hindbær, mandariner, abrikoser plus en syrlig, krydret note i retning af sauerkraut. Saftig, stoflig og fyldig i munden, masser af moden citrus og en smule papaya, god syre og tørt finish.

Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Den efterfølgende udvælgelse af kloner blev foretaget af tyske Volker Freytag på hans planteskole i Neustadt an der Weinstraße i Pfalz, og den opnåede registrering i 1994 og officiel klassificering og markedsføring fra 2010. I dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. “Jeg har givet etiketten et grønt look,” forklarer Hanneke, “for bladene er meget mørkegrønne, og smagen også er særligt saftiggrøn”, og Vollmer tilføjer “en smule som Sauvignon men lige en smule smartere.”

Cabernet Blanc 2020 er glasklar i glasset og har en mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, som er syrefrisk og delikat krydret, ret charmerende og meget madvenlig.

“Cabernet Blanc er god som hvidvin, men den er også glimrende som orangevin,” siger Hanneke begejstret. “Jeg fik idéen for nogle år siden på en tur til Berlin med en ven, der er sommelier. Han tog mig med på nogle vinbarer, som kun havde naturvin og orangevin, som jeg dengang ikke kendte så godt. Det var vanvittigt, men jeg var fascineret. Det var som at spise oliven første gang! Det fik mig til at tænke på cabernet blanc, da den nærmest er en rødvinsdrue i hvidvinsklæder. Det ville være spændende at få alt det spændende ud af skallerne på den.” Og som tænkt, så gjort, siden 2016 har hun også gæret Cabernet Blanc med skallerne, alt fra nogle dage til nogle uger. I 2020 landede de på 10 dage. Druerne afstilkes og gæres i en åben tank med en enkelt punch-down om dagen. Pulpen presses nænsomt efter de ti dage, og vinen gærer færdig på barrique, hvor den også modner frem til foråret. Da Hannekes mor er hollandsk, fik den oplagt navnet ‘Oranje’ og sælges i øvrigt i stor stil til vinbarer i Amsterdam. ”Orangevin er jo noget man mest drikker i Amsterdam og København. Man skal finde kunderne til det og restauranterne maden til det. Men med hvidløg, ingefær, koriander, der svinger det sindssygt godt…”

Oranje 2020 lever op til Hannekes løfter. Farven er faktisk orange, og op af glasset stiger en let støvet duft med masser af hvid peber og en smule bitter orangeskal, eukalyptus og mynte. I munden er den saftig, mens de fine tanniner samtidigt griber godt fat, og der er moden citrus- og stenfrugt, friske og tørrede urter, grønne oliven, mandler og hø. I udgangspunktet fornemmer man tydeligt ligheden med den hvide Cabernet Blanc, men det føles som om, man lærer den meget bedre at kende i orange rober. En intens orangevin, der vil kunne glæde både kendere og nysgerrige nytilkomne.

Schönhals og Vollmers Zukunftsweine er en tiltrængt forandring; og med deres formaning om, at vi står ved en skillevej i det svært intensive landbrug, som vinbrug er, så er det måske tid til at sænke paraderne over for de nye sorter og ved samme lejlighed udvide sit smagsunivers. Es lohnt sich!

Flaske: Oranje 2020  
Vinhus: Weingut Schönhals  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Cabernet Blanc  
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinens Verden
Pris: 225,-