Tredje torsdag i november

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

— Henrik Nordbrandt
Håndens skælven i november, 1986

Det kræver sit at kaste lys over den første virkeligt mørke, kolde og våde måned i vinterhalvåret, især under vore nordiske himmelstrøg. Derfor er det kærkomment med en sommerlig hilsen sydfra. Gerne i form af vin, og her kommer franskmændene os årligt til undsætning.

Den tredje torsdag i november er nemlig traditionen tro dagen, hvor den friske vin fra årets høst i Beaujolais frigives: Den såkaldte primeur, oftest omtalt som nouveau; den første, den nye. Knapt er den gæret færdigt, før den fyldes på flaske, og knapt er den kommet på flaske, før den kommer i glasset; og her er hastværk for en gangs skyld ikke lig lastværk: Den sarte, ungdommelige vin bevarer kun sin særlige friskhed i ganske kort tid. Så gå efter den, gå efter den naturlige, og drik den drømmende og gerne med lukkede øjne.

Ny vin på gamle flasker?

Banal bællevin eller fransk fristelse? Meningerne er delte om kvaliteten af vinen og meningen med galskaben. Beaujolais er kendt for sin lethed og frugtighed, ikke nødvendigvis kvaliteter som sættes pris på i alle selskaber; og i tilfældet nouveau er det hele sat på spidsen — for mange bliver letheden ulidelig og frugten for frisk. Den stærkeste smag er af reklame, og festen stinker af slagstrick. Associationerne går tilbage til fænomenets velmagtsdage i 1980’erne, hvor festen utvivlsomt var bedre end vinen, og hvor Thorkild Thyrring og andre racerkørere efter parisisk forbillede sled asfalten af vejene for at få den unge vin så hurtigt ud på beværtningerne som muligt. Firsernes glamour falmede, kult blev kitsch, og kvaliteten faldt dramatisk — fra tvivlsom til elendig.

Traditionen med ny vin har dog mere på sig, end ovenskrevne lader ane. Oprindeligt fejrede man så snart som muligt høsten med en skænk af årets første, knapt færdiggærede vin. Senere fik forsmagen på den nye vin en rolle at spille for indkøbere, anmeldere og andre usædvanligt vininteresserede. Andre steder end Beaujolais har man tradition for at markedsføre den nye vin — men få steder har man som i Beaujolais haft så stor succes med det. Måske fordi den nye Beaujolais faktisk smager bedre end så mange andre nyfødte vine; og nok også fordi den allerede ligner den voksne udgave, der kommer på markedet ikke så meget senere. Beaujolaisens umiddelbare kvaliteter — friskhed, frugtighed, mildhed — potenseres i Nouveauen.

Gamay er druen bag Beaujolais, og vinens fine duft, dens liflige, friske bærfrugt, dens lethed og blødhed skyldes i højeste grad denne tyndskallede og saftspændte blå drue. Gamay Noir à Jus Blanc er det fulde navn, “den mørke Gamay med lys saft”, og der findes faktisk en Teinturier-sort, især i Touraine, med mørktfarvet frugtkød; men hverken i Schweiz, Beaujolais, Champagne eller Loire giver Gamay nogensinde dybt mørke vine. Den er den lyse digter Schade i vinens verden. Der er noget drømmende, flyvende og flirtrende over god Gamay; og så er den faktisk ret alsidig — fra den letsindigt friske Nouveau over den frugtige Beaujolais til de rigere Villages vine og de dybere og mere seriøse Cru’er. De byder på alt fra kirsebær, blommer, hindbær, jordbær og sommerblomster til krydderurter, peber, røg og grafit. Meget kommer også an på terroir og vinifikation. Det er især Beaujolais’ mange kalksten, der får blødheden og mildheden frem i vinen; mens den i mange år nærmest enerådende kulsyregæring, maceration carbonique, gav udslag i en karakteristisk duft og smag af skumbanan, candy floss, syrlige drops og Hubba Bubba tyggegummi. Det har, som så meget andet, ændret sig i de senere år.

Man kan med en vis ret sige, at fransk naturvins vugge stod i Beaujolais, da Jules Chauvet forsagede sulfitterne til fordel for spontangæring og semi-karbonisk maceration i samarbejde med Marcel Lapierre. Guy Breton, Jean Foillard, Yvon Métras og Jean-Paul Thevenet hører til i samme loge og liga; og der er nye skud på stammen i Karim Vionnet, Kewin Descombes, Jules Métras, Julie Balagny… og Sylvère Trichard på Domaine Séléné.

Netop naturvinsbønderne har nok spillet en afgørende rolle for, at nouveauen nu om stunder er mere drikkelig og drikkemoden — sammen med mere unaturlige årsager som global opvarmning. Helt solmodne druer og væsentligt tidligere høsttidspunkter gør, at vinen er mere moden, modnet og stabil, når den når frem den tredje torsdag i november.

Domaine Séléné

Et nyt hus har i løbet af ganske få år gjort grundigt indtog på naturvinsfronten i Beaujolais: Domaine Séléné har begejstret såvel garvede kendere som almindelige drukkenbolde både med Beaujolais af den vanlige slags — side om side med Nouveau.

Domaine Séléné drives af den unge Sylvère Trichard. Han tog vin til sig professionelt i 1998, da han deltog i fremstillingen af sin første vin hos sin onkel, som samme år indledte omlægning til økologisk dyrkning. Siden lod hans sig yderligere oplære gennem arbejdet for onklen, for Jean-Claude Lapalu i Brouilly og en tid for Domaine Belluard i Savoie. Familiedomænets seks hektarer overtog han i 2012. Stokkene er for de flestes vedkommende over 60 år gamle, og beplantningstætheden er høj, næsten 8.000 planter pr. hektar.

Hans formelle uddannelse i feltet begrænser sig til et landbrugskursus i Dieppe, hvor han imidlertid mødte Elodie Bouvard, der senere skulle blive hans kompagnon. Bouvard dyrker en lang række forskellige grøntsager, mens Trichard står for vinen. I modsætning til vinen afsættes grøntsagerne mestendels lokalt, og gården indgår således på traditionel vis i lokalsamfundet og den omgivende natur gennem de blandede beplantninger af afgrøder — en model, der gav sig selv i gamle dage.

Sélénés “voksne” sortiment består sædvanligvis af “topvinen” Gisou, opkaldt efter Sylvères bedstemor og bestående af selekterede druer fra en enkelt parcel, lagret på ældre egetræsfade og gerne flasket i magnum; en “almindelig” Beaujolais og en Villages, begge gæret på cementkar og lagret i ståltanke. Desuden fremstilles mindre mængder af rosé og hvidvin, begge tillige på Gamay.

Men tilbage til den nye vin og dens korte vej fra jord til bord: Landskabet i Beaujolais er bakket, og jordbunden består mestendels af kalkholdig mergel. Sylvères stokke har opnået en vis alder og dyrkes som nævnt efter biodynamiske principper. Der foretages en selektion af sunde, fuldmodne klaser, som gæres hele med godt to ugers maceration. Gæringen foregår med vildgær, og vinen kommer på flasken uklaret og ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Det er ren natur, friskt og skrøbeligt, så det skal naturligvis drikkes inden længe — og så hurtigt som muligt, når flasken først er åben. Nouveauen har en fin note af vildgæren Brettanomyces, men hvad værre er: I løbet af få timer efter åbning afslører den tydelige spor af vinfejlen mus. Ikke store rotter, bare små mus, og de kan skræmme visse af os langt væk. Det uhyggeligste er dog tanken om en flaske, som af mystiske årsager IKKE er drukket inden for et par timer.

Post festum

Sélénés Nouveau 2018 er negationen af novembers mørke med sin lyse røde bærsaft, forfriskende syre og lette, fløjlsbløde stoflighed. I duften modner kirsebærrene, og violen blomstrer. I munden er den saftig, næsten vandig, med masser af sommerjordbær, syltekirsebær, sultanas og krydrede noter af lakrids, læder, hvid peber, endda løvstikke og kørvel; men ganske let og flygtigt, så man nemt griber efter glasset til en slurk mere — og en mere og en mere.

Skænk vinen op, for november er over os
og regnen har gjort jorden villig og blød!
Men vinen er stærk og sød.
Lad flasken drikke dig ud af mørke og død.

Flaske: Beaujolais Nouveau 2018  
Vinhus: Domaine Séléné  
Oprindelse: Beaujolais, Frankrig  
Druesort: Gamay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et par uger på flaske  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 100,- mens tid var  

God gammeldags Sagrantino

Levende og imødekommende vine med saft og ikke mindst kraft.

Den 48-årige Angelo Fongoli driver sammen med sin hustru Laetizia familiens vingård ved San Marco få kilometer uden for Montefalco. Hans far Decio deltager stadig i arbejdet, som han i sin tid assisterede sin egen far, endnu en Angelo, som grundlagde gården i dens nuværende form i 1925. Familien på fædrende side været vinbønder i området i århundreder, og på mødrende side er der lignende aner med forbindelser til Rimini i Romagna.

Angelo den yngre har lagt vingården om til først økologiske og siden biodynamiske dyrkningsformer. Huset har været økologisk certificeret siden 2011. Den videre forarbejdning foregår også med mindre ændringer: De gamles Sagrantino fik lov at ligge endog meget længe på fad og flaske, før de kom kunderne til gode. Nok har Sagrantino behov for at samle sig og slide sine værste tanniner af sig; men Angelo ønsker samtidigt den friske frugt intakt — hvilket jo ikke forhindrer, at man som køber kan gemme vinen et årti eller mere, før man drikker den. Resultatet er traditionstro vine, som er duftende og frugtige, og nok modne men ikke oxidative; og stadig med års og årtiers udviklingspotentiale i sig.

Et andet nyt tiltag er dog af gammeldags art. Angelo er begyndt at arbejde med gæring på amforaer. Således er tanke og træfade blevet suppleret med en række af disse lerkrukker fremstillet til formålet af firmaet Arte Nova i Toscana, som efterhånden mange italienske vinbønder benytter sig af. Angelo arbejder også med minimering af tilsætningen af sulfitter og den ene række af husets vine må betegnes som egentlige naturvine; selvom det ikke er noget, man umiddelbart sanser, eller noget, som sådan skilter med. Vinens kvalitet skal tale for sig selv.

Angelo Fongoli foran de terracotta amforaer, som Fracanton fermenteres i. Det toscanske firma Arte Nova fremstiller amforaerne efter gammel italiensk og romersk tradition. I baggrunden gamle slavonske egetræsfade

Grøn gødning

Fongoli dyrker foruden vin også oliven, og husets 20 hektar vinmarker flankeres af 20 hektar olivenlunde i de høje umbriske bakker — markerne ligger alle i over 300 meters højde. Sagrantino, Sangiovese, Trebbiano Spoletino og Grechetto står der i vinmarkerne, desuden en smule Cabernet Sauvignon og Merlot; men det er ikke kun vinstokke, der får lov at vokse her. Vilde træer og buske har indimellem fået lov at vokse rundt omkring, og jorden er dækket af græsser og blomster. Det naturlige bunddække får lov at vokse, og Angelo Fongoli supplerer det med forskellige kulturplanter for at skabe balance i markerne og øge biodiversiteten. Således finder man et væld af bælgfrugter (bønner og ærter, der er med til at binde kvælstof i jorden) og blomster (der er med til at tiltrække insekter og især bier). De vilde vækster får lov at stå ubeskårne til efter de har blomstret og sat frø. Således sikres en naturlig spredning af frø og fortsat biodiversitet.

Biodiversiteten er endvidere af afgørende betydning, når druerne kommer i kælderen og skal gæres. Praktiserer man som Angelo Fongoli udelukkende spontangæring, er det vigtigt at have righoldigt med gærceller af de rigtige slags; og for at understøtte gæringen praktiserer han derfor også lang skindkontakt, nu til dels også på amforaer, hvor tanninen ikke reagerer med træet og luftudvekslingen er langsommere.

Sagrantino er sippevin og madvin, hvis de to begreber overhovedet har nogen berettigelse: Man sætter sig nok sjældent ned og bæller en flaske Sagrantino på egen hånd. Det er tørre, tanninrige og krasbørstige vine, der derfor kan hamle op med selv svære retter — men samtidigt besidder de bedste en balance, frugtighed og finesse, der gør dem let drikkelige og giver lyst til fordybelse og samtale (eller læsning: f.eks. en beretning om Fongolis nabo: Filippo Antonelli).

Det er mørkt stof, der i kondenseret form finder sin vej til glasset som Fracanton 2009. Den har en dyb duft af blomster, sommerregn og masser af skovbær; og en dybere smag af sorte kirsebær, korender og svesker med noter af krydderurter, tobak og mørk chokolade. Stor koncentration, god syre og fine men ørkentørre tanniner. Moden men forfriskende og stadig i sin ungdom.

Druerne til denne mægtige Sagrantino stammer fra ældre stokke på forskellige parceller. Den er gæret på amforaer med tre måneders skindkontakt, før den er lagret lidt over tre år på store slavonske træfade. Ingen klaring eller filtrering, kun naturlig sedimentering. Samlet sulfittilsætning er lige under 50 mg/l, senere årgange er flasket helt uden tilsatte sulfitter.

Yngre årgange viser samme flotte resultater, omend i en mindre imødekommende udgave, selvom de sagtens kan drikkes nu. 2011 er tæt af mørke bær, muscovado sukker, lakrids og tobak men i yderst flot balance. 2012 er mere urtet og krydret med et vist grønligt præg — fennikel og selleri, løvstikke, kørvel og karse, anis — den er endnu ung, så giv tid.

Fracanton er på nuværende tidspunkt ikke i handlen i Danmark, men man kan købe Fongolis glimrende hvide Grechetto dei Colli Martini og hans røde Montefalco Rosso samt Montefalco Sagrantino via Supermarco, rossoen tillige hos Viniversa - og den fine RossoFongoli hos Azienda Vin. Fracanton: Man må ty til udenlandske forhandlere eller endnu bedre — opsøge vinhuset selv: Familien Fongoli driver agriturismo såvel som en lille bed and breakfast. Så kan man jo supplere vinoplevelsen med en kultur- og naturoplevelse.

Flaske: Fracanton 2009  
Vinhus: Fongoli  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Gæret på amforaer, tre måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Pris: cirka €50  

Chiusa di Pannone

Filippo Antonelli er søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat. Advokatfamilien fra Spoleto slog sig dog siden ned i San Marco, der ligeledes ligger i Montefalco området nær Perugia i Umbrien. Familiegården, som oldefaren Francesco overtog i 1881, var et arvestykke, man desuden tog til sig. Som den første formåede Filippo dog at bryde den sociale arv, da han valgte agronomi som sit studie og fuldgyldigt helligede sig familiegården og selv tog ansvaret for vinproduktionen. "Færre penge, flere fornøjelser" som han selv vælger at formulere det. Arbejdet koncentrerer sig om de lokale sorter som Grechetto og Trebbiano Spoletino og ikke mindst Montefalcos stolthed, den ærefrygtindgydende Sagrantino, der giver sorte, intense og yderst tanninrige vine. Antonelli San Marco har flasket deres egne vine siden 1979, og under Filippos ledelse er alle vinene certificeret økologiske siden 2012.

En særlig fornøjelse er enkeltmarksvinen Chiusa di Pannone, der kommer fra en indhegnet parcel af samme navn i mere end 400 meters højde. Her vokser 2,7 hektar Sagrantino stokke af husets egen massale selektion, plantet i 1995, på en sydvendt skråning med særligt kalkholdig lerjord. Det forlener den ellers så karske og strenge Sagrantino med en finesse og balance, som man sjældent ser. Den første vin kom på flaske i 2003, og år for år viser den mere og mere potentiale.

Chiusa di Pannone 2010 er smukt sortrød i glasset, duften er æterisk og dyb af sursøde kirsebær og et lille pust cigarrøg. Saftige kirsebær går igen i smagen i selskab med skovbær og sortebær, en smule sveske og lakrids. Det saftspændte toner dog hurtigt over i det ørkentørre, for de fineste tanniner står i kø for at stramme op, og vinen bevæger sig ud i krummelurer af krydderurter, hø, tobak, tjære og diesel. Intensitet, stringens og kompleksitet er nøgleordene, og balancen holder virkelig flot. Den smager eminent for sig selv, men de fleste vil grundet tanninstrukturen nok foretrække at spise noget til.

"Sagrantino må man vente på, den har brug for tid. Der går som regel ti år, før den for alvor begynder at blive sjov at drikke" slår Filippo Antonelli fast; og sandt er det, at denne vin sikkert kun vil blive bedre af ti år mere på flaske. Årgange som 2009 og 2006 er allerede en smule mere tilgængelige og mere åbne.

Vinen er spontangæret på store træfade, tre til fire ugers maceration, malolaktisk gæring følger. Den lagres først på letristede 500 liters egetræsfade et halvt år, så to år på 25 hektoliters egetræskar, sidst et halvt år i glasbelagte cementtanke. Flasket ufiltreret, en naturlig sedimentering foregår undervejs. To års flaskelagring før frigivelse.

Det er den mere udprægede kølighed og den særdeles kalkholdige ler, grus og konglomerat, der mildner udtrykket og giver den særligt ranke og raffinerede karakter i Chiusa di Pannone. Dens beliggenhed en halvt hundrede meter højere end husets øvrige - og i øvrigt højt beliggende - vinmarker sørger for lidt lavere temperaturer. Jordbunden stammer tilbage fra den pleistocæne epoke, der med sine høje vandstande efter istiden skabte de såkaldte syndflodsaflejringer. Rækkerne på Chiusa di Pannone følger markens eksposition mod sydsydøst, og beplantningstætheden er høj: 2,5 meter mellem rækkerne, og 0,8 meter mellem hver plante - samlet set cirka 5.000 planter pr. hektar. Udbyttet holdes nede omkring 30 hektoliter pr. hektar. Deraf også den flotte koncentration i frugten. En udfordrende, spændende og delikat vin.

Flaske: Chiusa di Pannone 2010  
Vinhus: Antonelli San Marco  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på træfade, fire ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade, cementtanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Vinolo  
Pris: 420,-  

"Kun druer, most og Gud!"

Manuel Moraga Gutiérrez er stolt vinbonde i 7. generation. Familiegården, Cacique Maravilla, ligger uden for landsbyen Santa Lucía de Yumbel i det sydlige Chiles kølige men frodige Bío Bío region; og her finder man et helt anderledes Chile end det, den brede vinverden kender.
 

Dybe rødder

Familien Gutiérrez kom oprindeligt fra Spanien som conquistadorer på jagt efter guld; men de slog sig ned og sluttede fred med den oprindelige lokalbefolkning, som gav stamfaderen Francisco Gutiérrez titlen “cacique maravilla”, vidunderlige høvding. Generation efter generation gik besiddelserne i arv. Manuel overtog fra sin far i 2010, og i dag tæller gården 16 opdyrkede hektar midt i en ellers ganske uberørt chilensk natur. I vinmarkerne spiller den gamle landdrue País hovedrollen, mens Moscatel, Torontel, Corinto, Cabernet Sauvignon og Malbec udgør den øvrige besætning. Dertil kommer hest, får, frilandsgrise, fritgående høns og gæs, frugter og grøntsager i alle afskygninger, linser, bønner og korn. Gården er selvforsynende med stort set alt fra de frodige jorde omkring den - ikke mindst vin.

Allerede i 1776 blev vingårdens første beplantning af País indregistreret som Viña 33; og i 2018 lever Chiles vinmark nummer 33 i bedste velgående, og den er dermed en af landets (og faktisk hele verdens) allerældste vinmarker. Gamle, knudrede buskvine står som små træer, så langt øjet rækker i det let bakkede landskab. Upodede, fordi de kom til verden før vinrodlusens hærgen; som alligevel aldrig er nået Chile, så vinstokkene kan have deres rødder i fred her. Vanding, kunstgødning og sprøjtegifte er fuldkomment utænkelige; og som regel unødvendige, da den rigelige regn falder næsten udelukkende i vinterhalvåret, og faldvinden fra Andesbjergene renser ud. Det naturligt grønne får frit spil. “Vi har ingen frygt for græs,” erkender Manuel midt i sine vildtvoksende marker. Græsset mellem vinstokkene holdes i ave af får, og i det omfang der skal pløjes, gøres det med husets hest, Cacique. De frodige marker er præget af sort vulkansk jord, der stammer fra Antuco og Sierra Nevada vulkanerne. Alt i alt et ganske særligt terroir.

“Der findes ingen ønologi, kun mennesker, naturen og Gud," erklærer Manuel: "Mennesket er kun mellemmand for vinen, så det er ikke mig, min far eller min bedstefar, det drejer sig om, men jorden og planterne.” Naturen bliver i hans direkte oversættelse til prægtig Pipeño, den traditionelle landvin, som her stadig laves som i fordums tid: "Jeg har ikke lavet om på noget som helst." Svovl benyttes kun sjældent og nødtørftigt i markerne, da meldug og råd er yderst sjældne gæster - og det tilsættes heller ikke til den færdige vin i form af sulfitter. Druerne afstilkes, presses og spontangæres i store, åbne cementkar (lagares) under åben himmel, med daglige punch-downs. Efter et par ugers maceration drænes mosten og gærer færdig på store tanke. Godt syv måneder senere flaskes vinen uklaret og ufiltreret på flaske. Vinen fremkommer altså helt på naturens nåde, eller som Manuel selv udtrykker det, mens han under en dybblå himmel presser toppen af drueskaller ned i den blodrøde most:

“Det her er ægte vin: Kun druer, most og Gud!”

Gutiflower og vino naranja - en pet nat og en orangevin - kommer på bordet, mens Manuels italienskfødte hustru Paola står for madlavningen. Små lapper af en gennemført hjemmelavet pizza med løg og chili langes ud. Løgene er bløde og søde og bunden så sprød, at Guderne sig må forbarme - hvilken appetitvækker! Men mere substantiel kost må der til, og husets humitas vækker også lykke: Denne lokale ret, hvor majskorn er moset sammen med løg og smør, pakket ind i majsblade og kogt, er smovset og mættende, serveret med skiver af frisk, fuldmoden og vidunderligt sursød tomat på toppen. Så kommer der oste og lidt løst og fast at nappe i, og der går sport i at gumle de hjemmesyltede grønne chilier til. Den styrke, som brød, smør og ost ikke kan dulme, kan Pipeño drukne, og Manuel har en særlig evne til at spotte tomme glas, som han ikke efterlader i den tilstand længe.

Pipeño er en vin til selskabelige lejligheder og en vin, der både smører ganen til mad og kan få tungen på gled. Under måltidet i det lille hus ved vinmark 33 fortæller Manuel om rystelserne i 2010 - dels om overtagelsen af ansvaret fra faderen, dels om det store jordskælv, der bl.a. ødelagde det oprindelige vineri, som han nu forsøger at bygge op i sin oprindelige form igen. Der er minder, gode og dårlige, og håb. Imens spiller musikken, og Pipeñoen flyder.
 

Ung vin fra gamle stokke

Vin kan beruse på flere måder. Dens dufte og smage kan forføre. Den direkte påvirkning fra alkoholen kan sætte ind. Endelig er der eftertanken, der kan få det til at svimle. Eksempelvis når man drikker gammel vin og slås af tanker om tidens gang. Eller når man drikker ung vin fra meget gamle vinmarker.

250 år gamle vinstokke på den anden side af kloden. De stod der, da jeg blev født. Da mine forældre blev. Og da deres forældre blev født. Og da deres forældre blev født, var dem, der havde plantet stokkene, for længst døde, og deres børn og børnebørn allerede arvet og passet jorden og plejet vinstokkene længe. I mellemtiden er Chiles uafhængighed, Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Allende og Pinochet alle kommet og gået. Imens er solen stået op, solen er gået ned, solen har skabt sukker i druerne, og der er intet nyt under solen.

Pipeño er smaget af livet på landet og verden af i går. Ren rød bærsaft med urter og krydderier. Jordbær, hindbær, tyttebær, og der er skiftevis lidt anis og kandiserede fennikelfrø, Kongen af Danmark bolcher, cola, kanel og nellike at spore. Godt bid og god syre, fine og let støvede tanniner. Landlig og ligefrem i mælet, en seriøs tørstslukker, der nemt hamler op med mangfoldige spiser og samtidigt glider ubesværet ned alene og retfærdiggør flaskestørrelsen på en hel liter.

Flaske: Pipeño 2016  
Vinhus: Cacique Maravilla  
Oprindelse: Bío Bío, Chile  
Druesorter: País  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementkar  
Lagring: Store tanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinimperiet  
Pris: 145,-