Viewing entries in
Slovenien

Stor vin

Comment

Stor vin



Hvad er egentlig stor vin? Godt spørgsmål men et udførligt svar må desværre vejre i vinden, da emnet er indviklet, og som almuen vil vide, er vores smag særdeles subjektiv. Men når vi går ud over beskrivelser som god, bedre og bedst og i stedet vælger ‘stor’, må der vel være tale om vine af særligt format. Vine, som er noget ud over det sædvanlige, hvad enten de bereder en særligt god oplevelse eller på anden måde gør et usædvanligt indtryk, overrasker eller overvælder. Om det er vinens duft og smag, mundfølelse eller følelsesmæssige påvirkning, noget ved dens væren i verden, hvad den er rundet af, eller hvordan den har udviklet sig— om den har vokset sig til smuk svane fra grim ælling eller synes at skabe alt ud af intet. ‘Vin er poesi på flaske’, som Robert Louis Stevenson så fyndigt har formuleret det. Dråber, der som bevingede ord kan sende vores sansninger, følelser og tanker til de fjerneste kroge af verden, røre os, vække undren og skabe nye perspektiver. En håndgribelig ubegribelighed i glasset, vinens særlige je ne sais quoi.

Vist er det, at Vino Gross i slovenske Štajerska laver stor vin; og det er ikke kun tænkt som et vittigt ordspil. Det unge østrigske par Maria og Michael Gross har vinhus i Haloze, hvorfra de praktiserer gammeldags håndværk og frembringer levende vine med stærk stedsans og stor herlighedsværdi, og det ved de godt selv. Det til trods præges parret af en stor ydmyghed, når talen falder på deres vine. “At vi kan lave så gode vine har ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre,” gør Michael det klart, “det er regionen og terroiret, som gør det muligt. Du kan se det allerede på vinmarkerne, at stedet her er noget særligt.”

“Det startede med den særlige følelse for stedet,” fortæller Michael; og det er den følelse, parret nu formår at få på flaske, så den giver genklang i glasset selv langt væk fra hjemstavnen— hvad enten der er tale om deres fantastiske Furmint, om Sauvignon og Welschriesling eller deres legesyge sidespring med Riesling og Blaufränkisch. Det er levende vine, hvor håndværk, velsmag og stedsans mødes og går op i en højere enhed.


Forelskede tilflyttere

Michael Gross er vokset op på det velkendte Weingut Gross ved Ratsch i Südsteiermark, hvor hans familie i mere end 100 år har begået sig som vinbønder. Steiermark, ‘Østrigs grønne hjerte’, er et ekstremt naturskønt område med en lang tradition for vinavl, og i sine velmagtsdage strakte hertugdømmet, som var en del af det østrigske kejserrige, sig også over store dele af Slovenien og helt ned til Kroatien. Karakteristisk for hele området er dets svungne bakkelandskab med skråninger i stor set alle retninger, klædt i skov såvel som vinmarker og med spredte små bebyggelser på bakketoppene. Det er frodigt landbrugsland kendt for sine frugter og grønsager og i særdeleshed den smaragdgrønne græskarkerneolie, som flyder frit. Ikke mindst er området afholdt for sin gode mad og sit mangefold af mildt duftende, funklende friske og yderst elegante hvidvine. Sauvignon, Muskateller, Traminer, Welschriesling, Weissburgunder, Chardonnay, en spraglet samling sorter, som hver især kan finde det rette fodfæste og sammen komplementere det lokale køkkens rige udbud. Som så mange andre vinhuse drev familien Gross gennem årtier også en såkaldt Buschenschank, en lille beværtning på gården, hvor man serverede egen vin og små kolde retter til lokale såvel som turister. I de seneste par generationer har familien dog valgt at fokusere på vinavl alene og har formået at føre husets vine op i Steiermarks superliga, bl.a. som medstifter og medlem af sammenslutningen STK, Steirische Terroir & Klassikweingüter.

I dag er det Michaels storebror Johannes og dennes hustru Martina, som driver den fædrende vingård videre i det østrigske. Forældrene lod efter 2006 brødrene overtage gården i ganske ung alder, Johannes var 21 og Michael kun 19, og i de første år drev de den som femte generation videre i fællesskab. Men allerede i 2005 havde familien erhvervet sig et hus og en smule land i Haloze et stykke syd for grænsen til Slovenien, og med tiden blev Michael mere og mere lun på landskabet, vinmarkerne og livet i det slovenske. “Jeg kunne mærke en lyst til at lave vin her, og det måtte prøves af.” Yderligere motivation fik han fra sin kæreste Maria, som også fra første møde med Haloze var hooked på at tilbringe mere tid der. De begyndte så småt at erhverve sig flere vinmarker, og fra 2008 indledtes en genplantning af Sauvignon- og Furmint-stokke. De første år kom druerne med tilbage til familiegården i Ratsch, hvor første årgang kom på flaske i 2011. I 2012 etablerede de så egen kælder i et lille hus midt i vinmarken Gorca; og allerede i 2016 var de så sikre på, at de var havnet det helt rigtige sted, at de officielt stiftede deres eget vinhus og begyndte at lave alle vinene direkte on location; og siden har de ikke set sig tilbage.

“Jeg havde virkeligt forelsket mig i landskabet, og Maria havde det på helt samme måde. Så vi besluttede os for at flytte hertil og starte et nyt liv her. Så min bror og hans hustru Martina, som i øvrigt er Marias søster, sørger for de østrigske vine og vi for de slovenske. Men selvom vi har valgt at arbejde hvert med sit, elsker vi stadig at arbejde sammen,” forsikrer Michael. Broder- og søsterskabet bærer blandt andet frugt i projektet Gross & Gross, hvor de foruden nogle letdrikkelige hvidvine sammen fremstiller nogle helt vidunderlige druemoste, som kvalitativt kan sende alkoholfri vin til tælling. Nærmest som selvfølge har de også været med til at stifte den lille sammenslutning SVL, Slovenska Velika Lega, den slovenske superliga, som forener en række kvalitetsbevidste vinbønder, der sætter terroir, traditionelle sorter og håndværk i højsædet. Her har de bl.a. selskab af deres ligeledes grænseoverskridende landsmænd fra Weingut Tement, nemlig Domaine Ciringa.

Kærligheden til landskabet og naturen kommer også til udtryk i familiens valg af dyrkningsform. Weingut Gross er i dag certificeret økologisk og biodynamisk og det samme gælder for Vino Gross. Michael og Maria indledte allerede i 2014 en egentlig omstilling, og i lyset af efterspørgslen på certificerede vine valgte de i 2018 at søge sådan anerkendelse. De er desuden medlem af det biodynamiske forbund Demeter. Trods den fælles målsætning har forudsætningerne og vejen mod målet dog været ret forskellige. Steiermark og Štajerska er nok naboer og søsterregioner, men under overfladen er der relevante forskelle, ikke mindst af historisk og kulturel karakter.


Europas grønne hjerte

I østrigsk kejsertid var hele hertugdømmet Steiermark én samlet størrelse og et kronland i Østrig-Ungarn frem til rigets opløsning ved Første verdenskrigs afslutning i 1918. Derefter deltes området i to, og den sydlige og altovervejende etnisk slovenske del tilfaldt det nydannede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, det senere Jugoslavien; mens den nordlige og overvejende tysktalende del tilfaldt republikken Østrig, i dag er det dens sydøstligste delstat Steiermark. Østrigerne kalder den slovenske del Untersteiermark, mens det på slovensk kendes som (Spodnja) Štajerska.

Står man et vilkårligt sted midt i landskabet, kan det dog være svært at afgøre, om man er i det ene eller det andet land. Der er ingen oplagt naturlig grænse mellem Steiermark og Štajerska. Bølgende bakker og grønt land med skov og vinmarker strækker sig så langt øjet rækker på begge sider af grænsen. Alligevel er der små forskelle i landskab og undergrund, men det er især den forskelligartede politiske og kulturelle udvikling i det 20. århundrede, der har sat sig sine spor og gjort områderne mere adskildte, end de var fra naturens hånd— på godt og ondt.

Südsteiermark er måske Østrigs mest idylliske vinområde og har klart områdets mest distinkte landskab. Med sine 2.500 hektarer regerer man her over halvdelen af østrigske Steiermarks vinmarker, altovervejende på mere eller mindre stejle skråninger, som vinstokkene løber ned ad i vertikale rækker. Størstedelen står rodfæstet i sandet mergel og alluvialt grus, hvoraf en del er fæstnet til konglomerat. Kalkindholdet er størst i syd og mindre i nord, hvor man omkring Sausal også støder på lerskifer, grøn skifer og kvartsit. Mod syd hersker i højere og højere grad den kalkholdige mergel, som lokalt kaldes opok; og den bliver nærmest eneherskende i slovenske Štajerska. Her ser man også mange steder, at bakkerne bliver endnu stejlere end på den østrigske side af grænsen, og derfor ser man en del steder brede terrasser anlagt på de stejleste skråninger, hvor vinstokkene står i horisontale rækker.

“Her i Haloze har vi store, brede terrasser på skråningerne, som er så stejle som ved Kitzeck i Sausal,” forklarer Michael. “Terrasserne blev anlagt i 1970’erne, som et statsligt jugoslavisk projekt. Det gjorde markerne meget nemmere at arbejde i.” I helt gamle dage var der Stockkultur eller Einzelstockerziehung, hvor hver enkelt vinstok var bundet op ad hver sin pæl og beskåret med ret lav stamme. Nutidens anlagte aspekt til trods virker markerne næsten som naturlige vækster, som de er indlejret i landskabets foldninger, stigninger og fald og nærmest umærkeligt changerer mellem skov, mark og små landsbyer.

Haloze havde i jugoslavisk tid omtrent 2.300 hektarer vinmarker. I dag er tallet nede på 680. Dengang gik produktionen primært til det statslige kooperativ i Ptuj, som de fleste leverede til. I dag er det privatiseret, men idet druepriserne i en årrække faldt og faldt, kunne vinavl for mange ikke længere betale sig, og mange marker blev nedlagt. “I jugoslavisk tid var det også gode druer, og de lavede sikkert ganske god vin. Problemerne kom overraskende nok efter privatiseringen,” forklarer Michael.

Slovensk renaissance

Slovenien erklærede sig uafhængigt af Jugoslavien den 25. juni 1991. Derefter fulgte en kortvarig væbnet konflikt mellem den nydannede slovenske hær og den store jugoslaviske folkehær; som efter kun ti dages konfrontation kastede håndklædet i ringen og lod slovenerne være i fred. Tidageskrigen krævede knapt 70 dødsofre, så Slovenien slap ret nådigt ud af Jugoslaviens opløsning, især sammenlignet med de senere og langt sværere konflikter i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Slovenien kom så at sige bedre fra start og kunne snart nyde godt af internationale investeringer i landet, ikke mindst fra naboerne i Italien og Østrig.

Slovenien fik officiel international anerkendelse som selvstændig stat med sit medlemsskab af FN den 22. maj 1992. Allerede den 15. januar samme år havde alle lande i EF anerkendt landet; og Slovenien søgte siden, som den første tidligere jugoslaviske republik, optagelse i EU den 10. juni 1996. De formelle forhandlinger begyndte i 1998, og den 23. marts 2003 stemte godt 90% af befolkningen for et medlemsskab. Det blev en realitet med EUs store østudvidelse den 1. maj 2004.

Så vidt det historiske. Slovenien er med 20.271 km2 en smule mindre end Jylland, og landet deles overordnet ind i tre vinregioner: Primorje, Posavje og Podravje med samlet godt 15.000 hektarer vinmarker. I den vestligste ende af landet ligger Primorje med berømte områder som Brda og Kras lige langs grænsen til Italien, samt dalen Vipavska Dolina og den lille slovenske del af halvøen Istrien. Noget længere mod øst ligger Posavje med delområderne Bizeljsko Sremič, Dolenjska og Bela Krajina; og længst mod øst den store Podravje region, hvor størstedelen udgøres af Štajerska, i naturlig fortsættelse af østrigske Steiermark, samt det lille område Prekmurje længst mod nordøst på grænsen til Ungarn.

Opok er den karakteristisk skifrige, flagede kalkmergel, som kendetegner størstedelen af Štajerska

Haloze, Štajerska

Klimaet er køligt og vådt som i østrigske Steiermark, hvor den årlige nedbør ligger omkring 1.200 mm, mens slovenske Štajerska nøjes med omkring 800 mm. Problemer med sen frost og hagl er desværre ikke sjældne, men heldigvis for Michael og Maria er de i det store hele gået fri i Slovenien; og de store mængder vand og lave gennemsnitstemperaturer har da også sine fordele.

“Det er et ret køligt område, derfor de ekstremt høje syreniveauer i vores vine, som også skyldes de naturligt lave udbytter,” uddyber Michael: “Undergrunden er ret så fattig, især den nedre del, opokken, er karg og stenet. Det nedregulerer også druernes vækst, vi behøver stort set ikke beskære væk eller høste grønt, stokkene styrer det selv.”

Omvendt er tørkestress om sommeren sjældent noget tema, ikke mindst idet opok kan lagre gode mængder vand; men også fordi markerne har en høj andel organisk materiale i topjorden og et rigt grønt bunddække. Det er med til at skabe en naturlig balance i markerne, som Michael og Maria ser som en afgørende forudsætning for at lave god vin. Den friske brise, som nærmest konstant blæser, er desuden med til at holde fugten fra planterne, og det gør det unægteligt lettere at dyrke økologisk og biodynamisk. Om vinteren får naboens får lov til at græsse i markerne, og de hjælper selvfølgelig også med den naturlige balance.

”Štajerskas klima- og jordbundsforhold giver de bedste betingelser for netop den type vin, som vi ønsker at fremstille; og med fremstille mener vi ikke producere eller manipulere. Vores vine bliver til med påvirkningen fra jorden og klimaet. Vores arbejde består i at understøtte deres udvikling, først og fremmest gennem kyndigt håndarbejde i marken, manuel høst og så løs hånd og god tid til at modne vinen i kælderen.”

Michael og Maria foran vineriet ved Gorca

“Som sagt har det ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre, at vi kan lave så gode vine her, men nok så meget selve regionen, som gør det muligt,” slår Michael igen fast men fortsætter så, “og så er det selvfølgelig vores forståelse for og værdsættelse af dets særpræg, som gør det muligt at omsætte det. Men det vidste vi helt ærligt ikke, da vi først rykkede hertil.”

“Noget særligt her er, at der er levnet stor plads til naturen, omkring men også i markerne”, forklarer han på vandring gennem den ikoniske Grosslage Gorca, som smyger sig i skiftevist konkave og konvekse buer rundt om vineriet. “Her har vi 2.000 vinstokke per hektar og faktisk kun 1.000, hvis man regner markens stejlhed med. I og med at vi har så få vinstokke per hektar, har vi omvendt en stor mangfoldighed i markerne. Der er mange forskellige arter af træer og planter, hvilket endvidere betyder, at vi også har så mange insekter, der arbejder for og sammen med os. Jeg elsker virkeligt vores store terrasser og den lave antal vinstokke.”

“Men grundet stejlheden må vi arbejde aktivt med jorddække og bunddække. Det er især vinterarbejde, vi spreder kompost og beskæringsrester både for at berige og stabilisere jorden. De øverste 15-20 cm har her et ekstremt højt humusindhold, andelen af organisk materiale er 4%, og vi søger at værne om formuldningen. Det opbygger jordstrukturen. Så vi forsøger at fjerne så lidt plantemateriale fra markerne, så der fortsat bliver meget jord tilbage. Sådan har man traditionelt også arbejdet på disse kanter, og sådan har vi også selv arbejdet de seneste årtier i Südsteiermark. For at hæve andelen af organisk materiale i jorden, har min bror måttet udføre ti års omfattende kompostering i markerne. Det har vi ikke behøvet her, og det må være en af mine yndlingsting ved Štajerska.”


Forført af Furmint

Hjemmefra var Michael vandt til at arbejde med druer som Sauvignon, Traminer og Welschriesling, men på den slovenske side af grænsen stiftede han også førstehåndskendskab med druen Furmint, som nok er mest kendt fra Ungarn. Den dyrkes dog også i store dele af Slovakiet, Slovenien, Kroatien og Serbien, ligesom den i gamle dage var meget mere udbredt i Østrig, hvor den gik under navne som Mosler og Zapfner; men med kejserrigets sammenbrud udvandrede den så at sige fra Østrig med ganske få undtagelser. Nu er den på mode igen, men før genplantninger så småt kom fra start i det seneste årti, var den eneste Furmint i Südsteiermark at finde i field blends, gemischte Sätze. Bedstemor Gross erindrer sorten fra sin ungdom, som svær at modne og en ret sur størrelse. Men det var, som man siger, en anden tid dengang, og Haloze er heller ikke Ratsch.

“Vi var naturligvis nysgerrige på Furmint,” fortæller Michael, “fordi vi ikke havde den hjemme i vores østrigske marker. Så i starten tog vi druerne med tilbage og forsøgte os frem. Vi ville finde ud af, om det var noget for os; og det viste det sig i dén grad at være. Furmint er fantastisk og har et stort potentiale.”

Michael indledte et nærstudie af sorten, og det skulle vise sig, at de lokale kloner af Šipon, som den kaldes i Slovenien, ikke helt stod mål med særlige kloner fra Ungarn, hvor sorten som bekendt er i superligaen. Deres gamle stokke gav ikke stabilt gode udbytter og distinkt kvalitet nok, så kyndigt vejledt af bl.a. Michael Wenzel, som er Furmint-specialist i Burgenland, fik de fat i fortrinlige stiklinger fra legendariske István Szepsy i Tokaj.

“Vi mærker, at de ungarske kloner leverer et mere konstant udbytte og ditto kvalitet. De modner en smule tidligere og har en anelse lavere syre, så de er mere balancerede i sig selv,” siger Michael. “De slovenske giver særligt mange lækre citrusnoter, men kun når de er helt modne.” Alt i alt har de ompodet godt 17.000 stokke samt plantet 10.000 nye. “Så nu er Furmint sågar gået hen og blevet vores hovedsort.”

Omvendt med de lokale Sauvignon-kloner, som han finder familiens i Südsteiermark overlegne. I Štajerska er regionens oprindelige kloner sandsynligvis overlevet, og de har højere syre og fuldt skrald på de græssede og urtede noter. Mange af stokkene strammer fra en selektion, Michael lavede fra en 120 år gammel blandet beplantning i nærheden tilbage i 2008. “Det er en slags urtype af Sauvignon, som er gået fri af forædling mod tidligere modning og højere udbytter. Den har en helt vidunderlig syre og flere grønne end gule noter, selv når den er fenolisk fuldmoden.”

En anden sort, som står stærkt i Slovenien, er Blaufränkisch, som selvfølgelig også kendes som Kékfrankos i Ungarn, på slovensk kaldes den Modra Frankinja. Den fik Michael og Maria også mod på at prøve af i det lokale terroir, selvom den i dag er et sjældent syn i Štajerska (og for den sags skyld i Steiermark). Men Blaufränkisch stammer med en vis sandsynlighed oprindeligt fra netop slovenske Štajerska, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem Weisser Heunisch og Blaue Zimmettraube. Derfra har druen bredt sig til naboregioner og nabolande, hvor den ad åre har gjort mere væsen af sig; men muligvis har Halozes terroir noget særligt at bidrage med til druen. Blandt andet derfor eksperimenterer Michael nu med en klonal selektion fra Georg Prieler i Burgenland, som han har plantet og ompodet nogle gamle stokke til. En sortsren vin lader vente på sig, indtil videre er druerne røget i et par røde blends, som i øvrigt er ganske bedårende. Det virker lovende.

Mischen: ist possible

“Vi vil gerne fokusere på oprindelsen snarere end druesorten. Smagen af Haloze er alligevel stærkere, selv med Sauvignon og Furmint. Du kan mærke teksturen og dette greb i ganen, det er Haloze, der trænger igennem.”

Således ser man, som det er vanligt i Slovenien men ville være helligbrøde i Ungarn, at Furmint blandet op med Sauvignon og af og til Welschriesling. Står der, som på parcellen Korže, såvel Sauvignon som Furmint på marken, så bliver vinen også en blanding. Druerne høstes dog separat, da de modner på forskellige tidspunkter, så der er stadig mere tale om klassisk blend end field blend; og det fungerer fremragende, hver drue hjælper med at vise forskellige facetter af mikroklima og eksakte jordbundsforhold.

Alle Vino Gross’ vine er grundlæggende lavet på samme sæt og vis, hver får samme behandling, om det er villagevine, markvine eller enkelte parceller; og da det er oprindelsen, der er i fokus, fremgår den som det eneste på etiketten, mens druesort(er) er forvist til bagetiketten. Forsideetiketten bærer samtidigt et stiligt sort-hvidt fotografi af lokaliteten. “Ingen ved, hvordan her faktisk ser ud,” griner Michael, “så vi valgte at sætte det på etiketten. Så kan du også se skønheden og konturerne; og at her handler det om håndarbejde!” Bagetiketterne er i øvrigt yderst informative og giver altid ren besked om eventuelt tilsatte sulfitter opgivet i milligram per liter.

“Vores filosofi i kælderen er enkel,” erklærer Michael med stor overbevisning: “Hver marks most kommer i en ståltank til en kort bundfældning. Så beslutter jeg, parcel for parcel, hvor meget af mosten jeg tager med mig videre til gæring. Nogle gange kommer næsten det hele med, dog aldrig de sidste 5-10%, som er det mest mudrede og smudsige. Så ryger mosten på store træfade nederst i kælderen, hvor den gærer spontant, og vinen lagrer knapt et år. Så kommer de tilbage i tanken til en naturlig stabilisering; og så kommer de på flaske, som regel uden sulfit, nogle gange med en smule. Det er en vurderingssag, jeg føler mig frem,” forklarer han og tilføjer med eftertryk: “Jo mindre jeg skal gøre, og jo mindre jeg skal tilsætte, desto bedre er det for kvaliteten. Vinen skal smage så lidt af vinmageri som muligt. Men af og til er det nødvendigt at gøre noget. Der er ikke nogen dogmer.” Som inspiration nævner han gerne hjemlige ledestjerner som Ewald og Andreas Tscheppe samt Sepp Muster.

“Mit ideal er at lave vinene helt uden sulfit; men der er ganske enkelt årgange, hvor jeg finder det nødvendigt for visse af vinene. Så giver jeg efter for det og tilsætter en smule; men kun så lidt, som det er mig muligt.”

Fade med værdighed

Spontan gæring på store træfade forvandler druemosten til vin. “Vi har været så heldige at få nogle gode, gamle fade med fra min bror,” beretter Michael og filosoferer videre om den rolle, fadene har fået for ham som vinmager. “Som barn elskede jeg at være med i kælderen med min bedstefar,” fortæller han. “Alle fadene var udsmykkede, hver havde sit eget kunstværk indgraveret. Så kunne man også mærke, at fadene havde en særlig værdighed. Det er ikke bare noget, du køber. Et fad holder 30-40 år, det kan følge dig et helt vinliv. Så sådan vil jeg også gøre med mine fade. Når der sker noget vigtigt i livet, så laver vi et fad.”

Spankulerer man rundt i den ganske lille, gamle hvælvede kælder under vineriet i Gorca, så er den en vandring mellem velrundede fade af egetræ, som hver især bærer et personligt præg, en signatur, som binder dem til de personer og de traditioner, de er del af. Et fad til minde om Maria og Michaels bryllup i 2016. De arbejdsomme mennesker har i øvrigt formået at etablere vinhuset samtidigt med, at de er flyttet til udlandet, har stiftet familie og fået fire børn! Hvert barn fejres med et fad, det samme gør deres nye hus i Svečina nær Maribor. Familien sætter ikke bare sine aftryk i fadene, Slovenien har tydeligvis også sat sine aftryk i familien.

De lagde ud med små fire hektarer i 2005 og har nu hele 25 i 2025. Godt 50.000 vinstokke og snart lige så mange flasker vin; og de er kun lige begyndt.

Gross gærer alle sine vine på store fade, som hvert bærer et personligt præg. Her en morgengave fra bryllupet.

Syv små kæmper

Jeg har fulgt Vino Gross’ vine årgang for årgang de sidste fem års tid, og det har været en fornøjelse. Ikke mindst at følge en udvikling mod stadigt højere kvalitet, karakter og af mangel på bedre ord ‘sjæl’ i vinene. Det bekræftede et besøg midt på foråret i år, hvor vi smagte os gennem den svære men svært vellykkede årgang 2022, der udviser en virkeligt flot balance mellem en sitrende syrlig nerve og en flot, frodig frugt. I 2022 var foråret ret kølig og meget vådt, det regnede næsten konstant. Så kom en meget varm sommer som afløsning med masser af tørke. Det betød en ret tidligt og ganske kompakt høstfase. Modningen kom hurtigt, og det krævede skønsom beslutsomhed blandt vinbønderne; men når man smager vinene, må man konkludere, at Michael må have valgt rigtigt.

“Jeg tror fuldt og fast på, at den perfekte høstdag findes. Den dag, hvor man kan få netop den spænding og balance i vinen, som jeg søger. En smule for tidligt får man ikke hele harmonien og en smule for sent begynder den at blive for yppig. Måske der er et vindue på et par dage, hvor det passer.”

Maribor Blanc 2022. “Vores Ortsweine er vigtige for os, de bærer signaturen af regionen.” Deres nye besiddelser ved Maribor ligger i 380-490 meters højde, på skråninger med op til 60% hældning, jordbunden under er kalkmergel og kalksten. Her er det 70% Sauvignon og 30% Welschriesling uden tilsat sulfit. Mild men liflig duft, sprød på tungen og ganske saftig i munden, lime, moden fersken, frisk ananas, urtete. Ganske udmærket!

Haloze Blanc 2022. Villagevinen fra hjemmebanen. “Haloze er altid let at genkende,” bedyrer Michael. “Det er opok, der taler, terroiret sætter sig virkeligt igennem i vinen. Den har en særlig tekstur, en mørk frugt og nogle fine røgede noter.” 40% Furmint, 20% Sauvingon, 20% Welschriesling fra terrasserede marker i 280 til 390 meters højde. Tilsat 10 mg sulfit. Udtryksfuld vin med liflig, luftig duft af modne ferskner, pistacier, bivoks og røg. Saftig, blød og blid, stilfærdigt greb, god syre, stor længde, let salt finish. Igen godt gået!

Gorca 2022. Så bliver det for alvor sjovt! “Gorca er vores visitkort. Her får du det hele på én gang, friskheden, frugten, livligheden, en helt særlig mundfølelse og noget salt. Gorca er indbegrebet af Haloze,” 100% Furmint fra en parceller placeret på den større mark Gorca, spektakulært beliggende lige over for vinhuset. 10 mg sulfit tilsat. Diskret men dyb duft. Saftig, smidig, lækker tekstur, slynger sig som skråningerne i munden, med den pureste frugt, eksotiske undertoner, kandiseret citrus, flagesalt. En vinøs evighedsmaskine, slukker tørst, trækker mundvand, vækker længsel. Generøs men stadig subtil og stilig. Et svært godt glas!

Colles 2022. 100% Sauvignon fra skråninger mellem 290 og 330 meters højde. Ingen tilsatte sulfitter. Det pureste, reneste, skæreste udtryk af Štajerska og Sauvignon. Grøn og gavmild, enormt ekspressiv, en tur gennem mark og eng og skov. Sprød og frisk, næsten cideragtig, mundvandsdrivende syre og saftig stenfrugt mingeleret med nåleskov, krydderurter, harpiks, humle, pibetobak, røg.

Korže 2022. 70% Sauvignon og 30% Furmint, fra 270 til 340 meters højde. 10 mg sulfit. Svinger ifølge Michael mellem reduktive og oxidative stadier, her må den have oscilleret lige midt mellem, for den var helt i vatter og virkeligt livlig. En lækker mundfuld moden stenfrugt med citrisk spænding og noter af grøn banan, mango, lemon tonic og urtesalt. Michael Gross: “Altid en af mine favoritter” og, tilføjer han, “sandsynligvis vores mest spektakulært udseende vinmark.” Det siger noget, når man først har set Gorca!

Iglič 2022. 100% Furmint fra en stejl skråning og plateauet på toppen, 290-350 meters højde. 10 mg sulfit. Særegen duft af timian og nyslået hø. Den er vildt flydende, luftig og fyldig i frugten og ekstremt ekspressiv. Moden citrus, gule mirabeller, masser af mineralsk undertoner. Spændende at sammenligne med Gorca! Ifølge Michael “år for år den bedst balancerede af vores vine. Man har bare lyst til at sætte sig ned og drikke den!”

Haloze Noir 2022. Muntert eksperiment med både blå og grønne druer, 60% Blaufränkisch og 40% Furmint høstet henholdsvis den 19. og 29. september, og gæret sammen i et stort egetræsfad. Flasket ufilteret og med kun 20 mg sulfitter. Vinen kom første gang til verden i 2021, da deres Furmint fra Korže ikke egnede sig til flaskning som enkeltmarksvin, og Michael blev kreativ… men resultatet smagte dem, så siden har de fulgte op på det med succes. Mild men liflig kirsebærduft og i munden en eksplosion af saftig sursød kirsebærfrugt, med vibrerende syre og blide, bløde tanniner. Let og læskende men samtidigt kompleks med små strejf af skovbær, rooibos og sort peber. En læskende lækkerbidsken, mens vi venter på den voksne Blaufränkisch.

Summa summarum, Maria og Michael Gross begår vine, som er fantastisk friske, krystalklare og yderst udtryksfulde. Man føler sig ganske enkelt hensat til en af deres vidunderlige vinmarker, når man drikker dem. De er hverken funky eller quirky, blot levende og legende— med den særlige saftighed og gnidningsfrie mundfølelse, som kun biodynamiske vine med meget lav eller ingen sulfit synes at have. Stor respekt for det håndværk!

Flaske: Gorca 2022  
Vinhus: Vino Gross  
Oprindelse: Štajerska, Slovenien
Jordbund: Kalkholdig mergel  
Drue: Furmint  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sæsonmelier  
Pris: 255,-  

Comment

Vipavas PIWI pioner

Comment

Vipavas PIWI pioner

Vipava-dalen i det vestlige Slovenien. Familien Batič har gennem generationer holdt til her, mellem dalens skove, frugtlunde og vinmarker— og mindst siden 1592 er der lavet vin på familiens gård ved landsbyen Šempas. I hine tider var gården del af et kloster, og mens munkene for længst er forsvundet fra grunden, er deres metoder gået i arv gennem generationer til de efterfølgende beboere, hvor familien Batič er nutidens arvtagere. Sin nuværende form fik vingården af Ivan Batič, som efter Sloveniens selvstændighed og vinlovgivningen liberalisering valgte at satse fuld tid på vinavl. I dag drives gården videre af sønnen Miha og hans hustru Mateja, sammen med deres unge sønner Angel, Oskar og Marlon som næste generation in spe, samt et lille team af betroede medarbejdere; og fra godt 43 hektarer producerer de cirka 75.000 flasker årligt, fortrinsvist fra lokale sorter og sorter med lang tradition i området.

Miha Batič har længe været bannerfører for alle de rigtige sager: Lokale druesorter og gamle vintyper, orangevin og naturvin; økologi, biodynamik, biodiversitet og permakultur. Derfor ville det være oplagt at introducere huset med en af deres livlige orangevine på lokale kendinge som Rebula, Malvazija, Pinela eller Vitovska. Men Miha Batič er en opfindsom og visionær mand, så vi slipper ikke for nye påfund og overraskelser.

Vinen Marlon er opkaldt efter familiens yngste søn og er en vin med fremtiden og fremtidige generationer for øje. I 2012 0g 2016 plantede Miha markerne Brajda og Hrastov Hrib på ny, med hele 20 forskellige nye sorter, som aldrig har haft rod i Vipava-dalens jord før.

“Vinstokke har ikke navne i naturen, kun egenskaber, mens de er navngivet af mennesker. I dag leder jeg ikke længere efter indfødte sorter eller særlige navne, men søger i stedet ud fra deres væsen. Den måde at tænke på har ført mig til nogle sorter, som vores land aldrig har kendt til før; men som i bund og grund har alt det, som de oprindelige, indfødte sorter engang havde. De kan nemlig, ligesom fortidens oprindelige sorter, dyrkes uden nogen form for sprøjtning,” forklarer Miha Batič.

Det, han beretter om, er 20 såkaldte PIWI-sorter — nye krydsninger af sorter fra forskellige slægter af vinplanter, parret for at opnå stærkere modstandskraft mod især de svampesygdomme, som er en pestilens for moderne vinbrug. Disse sorter stammer i vid udstrækning fra Tyskland og Schweiz og er i stigende grad gået fra at være særsyn til velkendte medborgere i nordeuropæiske vinmarker; men i det sydlige Europa er de endnu sjældnere gæster.

“Det, jeg dyrker på Brajda, er håb,” forkynder en stolt Miha Batič. “Det er den første vinmark med resistente sorter, der er plantet i Slovenien. Tyve forskellige sorter, der hver især er modstandsdygtige over for svampesygdomme, trives nu der uden sprøjtning.”

Såvidt den dyrkningens dyder, men endnu mere interessant hævder Miha at have forelsket sig i den færdige vin fra marken, første gang han smagte på den. Satsningen var en succes, som han valgte ikke blot at videreføre men også at udvide. “Selvom jeg dengang ikke vidste så meget om sorterne, som jo først lige havde fået fæste i Vipava, stod det dog straks klart for mig, at jorden på marken Hrastov hrib også skulle lægge grund til dem. Så i 2016 plantede vi endnu en blandet mark midt på den sydlige side af Hrastov hrib. Det var også det år, Mateja fødte vores tredje søn, så vinen fra disse vinmarker bærer nu hans navn, Marlon.”


Helt og aldeles sprøjtefri

Nybruddet kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Længe havde han været bekymret over de af og til mange sprøjtegange, der må gås på en sæson, for at holde især synet meldug væk fra en række af de klassiske sorter. Med svovl, som i kun gør midlertidig skade på livet i markerne, men med en mulig ophobning af kobber i jordbunden som en mere varig gene. Så kendskabet til de nye resistente og mindre bekæmpelseskrævende sorter kom som sendt fra himmelen.

Det glade budskab har også allerede forplantet sig i Slovenien; og helt alene er han ikke længere. I den nordøstlige region Štajerska har f.eks. Srecko Šumenjak slået sig på Souvignier Gris og Muscaris med gode resultater i funky orange toner. Så langt, så godt, men Mihas vin er bare afsindigt lækker og usædvanligt klassisk i sit udtryk. Ingen særheder eller skavanker— men slovensk vin med stærkt burgundiske vibes!

Hrastov Hrib er et blend af Bronner, Cabernet Blanc, Sauvignac, Souvignier Gris og to endnu unavngivne sorter, håndplukket i første halvdel af september, spontan gæring og naturlig malolaktisk, modnet halvandet år sur lie på små gamle egetræsfade, flasket uklaret og ufiltreret. Rent og fint vævet stof med flot fylde og en lækker mundfølelse, frisk syre og fint integreret fadpræg— folder sig ud med hvide blomster, modne stenfrugter og noter af kærnemælk, syrnet smør, flødekaramel og et strejf af røgelse. En munter mundfuld, smager som en lysere fremtid for såvel piwi-sorter som Slovenien og vores plagede planet

Flaske: Marlon Hrastov Hrib 2021
Vinhus: Batič
Oprindelse: Vipava, Slovenien  
Druer: Field blend
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: KM Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Comment

Livet på grænsen: Steiermark

Comment

Livet på grænsen: Steiermark

Den 10. september 1919 skrev de allierede magter og de besejrede østrigere under på Saint-Germain-traktaten. Det beseglede det gamle Østrigs opløsning efter nederlaget ved Første Verdenskrigs afslutning året før; og hermed adskildtes adskillige kronlande— med tilhørende vinmarker— fra det tidligere kejserrige: Store landområder gik tabt til vore dages Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Italien, Rumænien, Slovenien og Kroatien. Flere af kejserrigets vigtige vinområder lå nu i andre lande. Alene dannelsen af Kongeriget Jugoslavien betød et farvel til næsten 10 millioner undersåtter— og 30.000 hektarer vinmarker.

Tilbage lå en forarmet, detroniseret og amputeret republik i Alperne, afskåret fra omverdenen og sin glorværdige fortid; og familier, der boede i grænseområderne, måtte vinke farvel til familiemedlemmer og landbesiddelser, som de nye grænser satte udenfor; og med Anden Verdenskrigs udbrud og Jerntæppets sænkning blev det, der kramptagtigt var blevet holdt sammen som ét land gennem århundreder, i det følgende århundrede endnu mere krampagtigt holdt adskilt. Nu, et århundrede senere, er skårene klinkede, og efter Den kolde krigs afslutning og EU’s udvidelse mod øst er der genetableret forbindelser på tværs af de splittede egne— også mellem vinmarker og vinmagere. I disse Brexit-tider kan det være en interessant påmindelse om europæisk integration at se nærmere på de genvordigheder, et turbulent århundrede i europæisk historie beredte befolkningen og efterkommerne i Det Habsburgske Monarki. Ikke mindst på, hvor godt vinene i randområderne er kommet igen. Det lysner i øst.

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Steiamoak

Et af verdens naturligt mest betagende vinområder ligger i det sydøstlige Østrig mod grænsen til Slovenien: Steiermarks landskab fascinerer med sine endeløse rækker af stejlt skrånende bakker, der vrider sig ud og ind mellem hinanden og mødes i de særeste vinkler. “Das grüne Herz Österreichs”, Østrigs grønne hjerte, er en passende betegnelse for dette frodigt grønne og pulserende landskab: Skove, enge, frugtplantager og marker med korn, humle, græskar og masser af vin. Befolkningen ernærer sig som altid først og fremmest ved landbrug. Herfra flyder vinen og østrigernes elskede græskarkerneolie. Det tiltrækker også turister, der kan nyde godt af omgivelserne, afgrøderne og ikke mindst de lokales gæstfrihed, traditionsrige livsform og den charmerende styriske dialekt, hvor intonationen og melodien ligner landskabet.

Sin sydlige beliggenhed til trods gør højderne og nærheden til Alperne Steiermark til et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Det lokale klima kaldes illyrisk: Østrigs semi-alpine fastlandsklima mødes her med et fugtigt, adriatisk kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden giver intensitet og temperatursvingningerne komplesitet i druerne.

Det finurligt furede bakkelandskab byder på mange forskelle i både elevation og eksposition, og variationerne i jordbundsforholdene gør et stærkt fokus på lokalt terroir forståeligt. Kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt, man kan finde det meste i Steiermark. Det samme motiverer en stor variation i sorter: De grønne druer dominerer— Welschriesling, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Sauvignon Blanc, Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay, lokalt traditionelt kaldet Morillon samt en smule Riesling; og blandt de blå er Blauburgunder og Blaufränkisch at finde foruden den lokale specialitet Blauer Wildbacher, der mest benyttes til den syrerige rosé Schilcher (og der er nærmere at læse om Steiermarks vinområder og vine i det aktuelle DinVinGuide #19).

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme og integreret kronland i det østrigske kejserrige. Men fra 1919 kom nutidens Steiermark til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Det efterlod uundgåeligt tysktalende familier på den slovenske side og slovensktalende på den østrigske. Mange folk måtte rykke rundt og beslutte sig for, om de ville emigrere eller integreres.

Et vanskeligt århundrede fulgte på begge sider af grænsen. Fattigdommen var stor, især på landet, og især så perifært som det sydlige Steiermark lå. Den nu slovenske by Maribor (Marburg an der Drau) havde været et lokale samlingspunkt, men den lå nu på den anden side af en hård grænse. Dagligdagen blev vanskelig med hårdt arbejde på de stejle skråninger og tranghed i de små huse. Man dyrkede majs til at fremstille den nærende ret Sterz, og vin var alene til eget- og lokalforbrug, told gjorde udveksling og eksport vanskelig. Området affolkedes betragteligt i årtierne, der fulgte, og afhopning, smugling og andre former for grænseoverskridende adfærd blev for en tid hverdag. Efter Østrig gennem Anschluss blev en del af Det Tredje Rige i 1938, fulgte voldsomme krigshandlinger under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne besatte Stajerska og forsøgte etnisk udrensning i området; og med den efterfølgende fred fulgte Den kolde krig og årtiers skarp adskillelse.

Historiske dobbeltbesiddelser

Südsteiermarks snoede skråninger har ellers ikke meget til overs for mennesker med måleudstyr og grænsedragning for øje, og anskuet i dag synes det usandsynligt, at her ikke altid har hersket fred og fordragelighed. Landegrænsen mellem Østrig og Slovenien har siden 1919 løbet mellem Kungota i Slovenien og Glanz i Østrig, hvor også Die Südsteirische Weinstrasse løber— Østrigs ældste vinvej indviet i 1950’erne. Efter østblokkens fald, den jugoslaviske borgerkrig, Sloveniens selvstændighed i 1991 og indlemmelse i EU i 2004, indviede man i 2013 monumentet Grenztisch (‘grænsebordet’), et rundbord som mødested til fælles fornøjelse midt i vinmarkerne, og grænsen går teknisk set tværs gennem bordet. Hvor der engang var hegn og pigtråd, står der i dag venskab og vinglas; og her satte Østrigs statslige vinmarketing, ÖWM, en række internationale vinfolk stævne til Austrian Wine Summit i sommers. Emnet var passende ‘vinmarker uden grænser’ og fokus det fremtidige fællesskab mellem de nu genforenede vinområder i Steiermark og Stajerska.

“Vi har meget til fælles både her og der. Men hver familie er sin egen, ingen har helt samme historie,” fortæller den unge Anna Gamser fra Weingut Gamser, hvor hun med sin familie driver vingård og gæstgiveri ved Leutschach få kilometer fra grænsen til Slovenien. “Vores historie begyndte med mine oldeforældre, der grundlagde gården. Men siden min bedstefar er den drevet som en dobbelt vingård” — hvorved forstås en vingård med vinmarker på begge sider af grænsen. Hannes Dreisiebner fra Dreisiebner Stammhaus i Gamlitz kan ligeledes fortælle om sin oldefar og dennes bror, der med huse på hver sin side af grænsen måtte føre familierne videre i hvert sit land— til trods for, at deres vinmarker stadigt grænsede op til hinanden; og den aldrende Alojz Gaube fra Vino Gaube i Kungota på den slovenske side af grænsen kan nostalgisk berette om, hvor gerne hans far Emanuel ville have gået på vinskolen i Klosterneuburg— men muligheden havde han ikke. Den mulighed fik først barnebarnet Alojzij, der i dag driver gården videre.

Allerede i 1953 forsøgte man med den såkaldte Gleichenberger Abkommen at løse de grænseoverskridende problemer: Det var en bilateral aftale, der gav godt 400 østrigske og 50 jugoslaviske bønder deres besiddelser på den ‘forkerte’ side af grænsen tilbage; og de østrigske vinbønder mulighed for at forarbejde deres slovenske druer til vin i Østrig. Skridt for skridt er det gået i den rigtige retning, lettet af Sloveniens indtræden i EU i 2004, men desværre besværet af visse juridiske oprindelsesgarantier siden 2014.

Mærket Historischer Doppelbesitz benyttes af en sammenslutning af vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer i 2012. I dag har disse grænsegængere altså mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Således flasker familien Gamser i Østrig også en vin på Welschriesling fra deres marker i Slovenien.

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. F…

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. Foto: ÖWM

Wööschriesling

Her har vi at gøre med en nærmest grænseløs drue, en retmæssig arving i den habsburgske vinfamilie. Welschriesling er Steiermarks mest plantede sort (og med 3.338 hektarer faktisk Østrigs næstmest plantede grønne sort efter Grüner Veltliner), og i de rette hænder er dens vine ofte ganske glimrende. Vine, man måske først falder for ved nærmere bekendskab, fordi de først forfører efter anden slurk; men ikke desto mindre.

En indledende afklaring er på sin plads: Welschriesling har ikke noget at gøre med den ‘rigtige’ Riesling, der kontrasterende også kaldes Rheinriesling men henvisning til floddalen, den stammer fra. Onde tunget vil hævde, at Welschriesling blot er en sekundasort, der lukrerer på Riesling-navnet for at forbedre sit eget brand. En urimelighed, vi vender tilbage til. Den er til gengæld beslægtet med en anden, nu knapt så kendt tysker, nemlig den gamle sort Elbling, der ligeledes er opkaldt efter en flod, Elben. Ret beset burde Welschriesling nok have heddet Donauriesling, for det er i landene langs Donau, den er udbredt og har sin oprindelse— men det navn er nu givet til en ny PiWi-sort, så vi hænger på Welschriesling.

Welsch— som i walisisk? Både ja og nej; for det germanske ord ‘welsch’ betegner noget fremmed eller anderledes, det være sig for eksempel et folk eller et sprog. Det er forklaringen på, at englænderne kalder deres vestlige naboer med det fremmedartede sprog for Welsh, selv kalder waliserne sig cymry. Tættere på vores nuværende opholdssted omtaler de tysktalende schweizere ofte deres fransktalende landsmænd i Suisse romande for Welschschweizer. Således også med den ‘anden’, ‘fremmede’ Riesling i øst: Welschriesling.

Ligehederne, der kan retfærdiggøre navneligheden med Riesling, tæller foruden friske æblearomaer og en relativt høj syre dens evne til at fremstille fremragende søde vine. Det er den rolle, Welschriesling indtager langs Neusiedlersee i Burgenland, hvor den blandt andre lægger druer til den ædelsøde Ruster Ausbruch. Kvaliteten er i top, men selvfølgelig er aromaerne og strukturen anderledes end i en Riesling fra Mosel. Men man skal slet og ret ikke sammenligne, for Welschriesling er sin egen; og har egne kvaliteter at værdsættes for. Fordommen, at tør Welschriesling er spinkel, udtryksløs bællevin, kan i dag tilbagevises med mangfoldige eksemplarer, der er alt andet.

Som nævnt er det netop i Central- og Østeuropa, at Welschriesling er på hjemmebane. Vi kender måske sorten bedst fra Østrig, men selv her slår den især sine folder i udkantsområderne i syd og øst. Den er udbredt i det nordligste Italien under navnet Riesling Italico, i Ungarn under navnet Olaszrizling og i Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien som Laski Rizling; mens den når sin største udbredelse i Kroatien, hvor den kendes som Grasevina.

Weingut+Gamser+Welschriesling+2018+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Gamser Welschriesling 2018 er en traditionel styrisk Welschriesling med alle dens dyder, en frisk, saftig og mild mundfuld til maden eller som glas i utide. Fin, floral aroma, meget mild æblesmag, et let græsset præg i eftersmagen og en ren, mineralsk efterklang. Let og ligetil. Et glimrende supplement til de stærkt aromatiske vine, som Südsteiermark bugner af.

Weingut Tement laver for øvrigt fremragende Welschriesling af en anderledes seriøs og substantiel slags med deres enkeltmarker Weinstock Alte Reben og Ottenberg Veitlhansl. Ligesom de under navnet Domaine Ciringa laver vin i Slovenien lige over for deres berømte enkeltmark Zieregg. I Stajerska kan anbefales vinene fra Valdhuber og Keltis. Og prøv ellers løs hos Dieter Herist, Adam-Lieleg, Herrenhof Lamprecht, Lackner-Tinnacher, Michi Lorenz, Wolfgang Maitz, Tschermonegg, Warga-Hack, Weingut Werlitsch og Sepp Muster— eller i Burgenland hos Heinrich, Kolfok, Rennersistas og Uwe Schiefer. De bedste har foruden den frodige æblearomatik en næsten burgundisk fylde med syrnet smør, brioche og havrekiks eller masser af mineralitet, saltvand, havgus, østersskaller og flint. Måske fremtiden tilhører den undervurdrede outsider.


Flaske: Welschriesling 2018  
VinhusWeingut Gamser  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Welschriesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11%  
Pris: cirka 100,-  

Comment

Vinden i Vipavadalen

Comment

Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som BaticBurja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme 

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine 

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Burja Bela Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

 

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-  

Comment