Symbiotisk Sangiovese

En måde at imødegå såvel udfordringerne fra global opvarming som skadevirkningerne fra reduceret biodiversitet; og samtidigt sikre sig ikke kun stabile udbytter men muligvis også vine af højere kvalitet? Det smager en smule som et vitikulturelt Kinderæg og lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre viser systematiske videnskabelige forsøg, at en målrettet indsats på at styrke og udvide samlivet mellem plante- og svamperiget i jordbunden i vinmarker sandsynligvis kan hjælpe med at indfri de mål.

De første drikkelige resultater foreligger allerede og giver håb for fremtiden. En fremtrædende aktør er i europæisk sammenhæng italienske Ecosi, som står bag projektet og certificeringen Agricoltura Simbiotica, symbiotisk landbrug; et produktionssystem for fødevarer, der har til formål at vedligeholde, genoprette og forbedre jordens mikrobielle biodiversitet og produktivitet. En af deltagerne er Poderi dal Nespoli, et ældre vinhus ved Predappio i Emilia-Romagna, traditionelt af temmelig konventionel karakter men af nyere dato i omlægning til økologisk vinbrug og senest altså engageret i den særlige regenerative brug af svampe i vinavlen; og lad det være sagt med det samme, deres vine har i de seneste år hævet sig højere op på kvalitetsskalaen, og et paradeeksempel på vinhusets formåen, på den lokale vintradition, og ikke mindst den særligt symbiotiske indsats, er den livlige Sangiovese Gualdo. Dybt rubinrød, violduftende, kirsebærsmagende og med en velafstemt balance mellem tørstof, syre, tanniner og alkohol danser den muntert i munden.

Poderi dal Nespoli

Poderi dal Nespoli, ‘gårdene ved Nespoli’, ligger ved landsbyen af samme navn i kommunen Predappio i det sydlige Romagna, hvor familien Ravaioli i 1929 etablerede den vingård, som nu drives af fjerde generation, med hovedsæde på det restaurerede Borgo dei Guidi.

Poderi dal Nespoli holder først og fremmest på Romagnas farverige ensemble af sorter med Sangiovese, Albana, Famoso og Pagadebit i front men samtidigt med internationale islæt fra Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Tilgangen har siden begyndelsen kombineret traditionelle teknikker i mark og kælder med innovative tiltag og moderne teknologi. En ganske velkendt balancegang mellem det gamle og det nye, det lokale og det internationale; og husets vine er i samme stil markedsført med de enkle hverdagsvine Nespolino nederst i pyramiden, mere seriøse flasker på diverse sorter mellemst, og de store Sangiovese-vine Borgo dei Guido og Prugneto i top. Visse af vinene bærer allerede økologisk certifikat, og man har desuden en Sangiovese uden tilsatte sulfitter i sortimentet. Forsigtige skridt men alle i den rigtige retning. Siden 2009 har huset været del af Mondodelvino gruppen, som dels står for fælles modernisering og markedsføring men også står for en fælles bevægelse i retning af mere bæredygtigt vinbrug. I front for huset står Marco Ravaioli, og vinmager er den unge Maria Soledad Adriasola Lang.

I 2016 påbegyndte Poderi dal Nespoli en genplantning af marken Guado i Bidente-dalen med nye vinstokke, en Sangiovese Grosso klon fra Montalcino; men alvorlig tørke og vandmangel tog hårdt på de unge stokke i 2017, om man mistede omtrent 40%. Siden blev marken derfor udset som udgangspunkt for husets livtag med den regenerative landbrugspraksis ‘symbiotisk vinbrug’ — ikke at forveksle med biodynamik men en videnskabeligt kontrolleret praksis, hvor vinmarkens sundhed og trivsel søges styrket gennem forbedrede jordbundsforhold, først og fremmest gennem en berigelse af jordens mikrobiologiske bestanddele, især ved podning med svampekulturer. For at forstå den sammenhæng nærmere, må vi derfor vende os til mykologien, til mycelium og mykorrhiza.

Svampenes hemmelige liv

Det underjordiske vrimler med liv. Intet infernalsk eller diabolsk over det, vi taler om den levende undergrunds store mangfoldighed af dyr, planter, svampe og bakterier, små organismer, som hver især spiller en rolle i at opretholde jorden som økosystem. Svampe spiller en altafgørende rolle i det kredsløb, naturens store stofskifte, men de lever i det store og hele en for os usynlig tilværelse, idet de fleste er meget små (mikroskopiske som bakterier) eller lever størstedelen af deres liv under jordens overflade og først dukker op, når deres frugtlegemer bryder overfladen (de dele, vi i daglig tale blot kalder svampe). Vil man have et fantasifuldt syn ind i deres farverige, skjulte liv kan dokumentaren Fantastic Fungi med den amerikanske mykolog Paul Stamets varmt anbefales.

Svampe lever først og fremmest af at omdanne andet organisk materiale og spiller en særlig vigtig rolle ved at kunne nedbryde ellers hårdføre stoffer som cellulose og lignin fra blade, grene og træstammer. Mange af svampene lever samtidigt i mere eller mindre ‘faste forhold’ med bestemte plantearter (tænk på trøflen og egetræerne. Det er såkaldte symbiotiske forhold (af græsk συμβίωσις, samliv), en form for mutualisme eller fælles fodslag, hvor begge parter vinder ved interaktionen. Det ses blandt andet ved, at myceliet, svampenes karakteristisk trådformede rodnet af såkaldte hyfer, forgrenede tråde, i sund jord ofte smelter mere eller mindre sammen med mange planterødder.

Med mykorrhiza (græsk μυκόρριζα, svamperødder) forstås et netværk af svampe, som lever i gensidigt gavnlige samliv med forskellige planterødder. Størstedelen udgøres af såkaldt abuskulær mykorrhiza, som vokser i og omkring større planters rødder. Det symbiotiske forhold baserer sig derpå, at planten producerer sukkerstoffer til svampene, som derved får råstof til at vokse og udvikle et udstrakt mycelium. Til gengæld hjælper svampen sin samlever med at finde vand og optage næringsstoffer fra jorden, eksempelvis kvælstof, fosfor, jern og magnesium. Svamperodnettet har desuden adgang til dele af jorden, som selv planters fineste rødder ikke kan tilgå; og på den måde bidrager de positivt til planternes vækst og velbefindende, og de kan derfor hjælpe med at afbøde tørkestress, sikre stabil forsyning af vigtige næringsstoffer samt modvirke tilsaltning af jorden. Omvendt kan de hindre optaget af en række skadelige stoffer fra jorden, f.eks. tungmetaller som kobber, en kendt forureningskilde i vinmarker.

Ligeledes spiller svampe i samspil med bakterier og flere slægter af især bælgplanter en rolle i at fiksere kvælstof i jorden, en kompleks proces, hvorved det kemisk ret stabile kvælstof i atmosfæren, molekylært kvælstof eller N2, omdannes til biokemisk aktive stoffer som ammoniak (NH3), nitrat (NO3−) og lattergas (N2O)— stoffer, som siden kan fungere som gødning for plantelivet, et skridt i retning af at gøre jordbunden ‘selvforsynende’ med de relevante næringsstoffer.

En symbiose fra den synlige, overjordiske verden er lav, såsom rensdyrlav eller islandsk mos. Laver er sammensatte organismer, samspil mellem grønalger eller cyanobakterier, som vokser sammen med svampes filamenter; og i modsætning til mos har de ikke rødder men lever af vand og næring fra atmosfæren, som de (som planter) selv omdanner til næringsstoffer. Nogle lavers svampedele kan desuden optage næringssalte fra underlaget; og det er i øvrigt sådan planteliv først tænkes at have koloniseret fastlandet, den tørre jord, for omkring 400 millioner år siden.

Der er altså en lang række gode grunde til at kere sig grundigt om svampelivet og skabe gode kår for mykorrhizaen. Det kan opnås ved den rette kombination af plantevækster mellem vinstokkene og dyrelivet i og omkring vinmarken; men altså også ved direkte at pode vinmarkerne med netop den slags svampekulturer, man ønsker. Desuden fordrer et sundt svampeliv selvfølgelig fraværet af fungicider; desuden ikke for store mængder kvælstoftilsætning i form af gødning; og dels nænsomt jordarbejde, altså ingen intensiv behandling som harvning, pløjning eller kulegravning.

Biosymbiotisk praksis

Forsøget viste allerede i de første år så gode resultater, at Poderi dal Nespoli ikke alene fortsatte forsøget men samtidigt udvider det til større dele af arealet. Den anvendte svampekultur er svampesporer opformeret fra særligt udvalgte lokale svampetyper, og markerne inokuleres med svampekulturen hvert år, som regel i januar eller februar. Mellem rækkerne nedsættes 6-8 stk som små teposer i jorden; og efter et par uger kan man som regel se på jordens farve og struktur, at de allerede har slået rod.

Selvom stokkene er plantet for ganske få år siden, leverer de allerede overraskende godt druemateriale. Især indholdet af polyfenoler, herunder antocyaniner, har imponeret såvel vinmagere selv som forskerne bag svampekulturen. Er det resultater, der fortsætter, slår det blot med syvtommersøm fast, hvor vigtigt en sund jordbund med righoldigt svampeliv er, ikke kun for økosystemets overlevelse men også for dets produkters kvalitet. Undersøgelser tyder også på, at fødevarer fra biosymbiotisk jordbrug har højere og mere bredspektret næringsindhold, ganske enkelt er sundere. Det vil blive spændende at se tungt videnskabeligt belæg for.

Imens kan man nyde frugten af arbejdet indtil nu. Romagna Sangiovese Predappio Gualdo Biosymbiotico 2021 er et rent og skært udtryk af frugtig Sangiovese og Bidente-dalens terroir, spontangæret og modnet på ståltanke, to ugers maceration og ingen unødige krumspring. Farven er mørkt rubinrød, dyb men klar; og næsen mødes af en liflig mørk kirsebærduft med noter af violer, rødmende ferskenskind og en smule marcipan. I munden sursøde kirsebær, saftige røde blommer, semitørrede tomater og noter af grillet kød, tobak og krydderurt. Mundvandsdrivende syre, tørre men silkeglatte tanniner, ren frugt, ret elegant og godt balanceret. Serveres let afkølet, solo eller som ledsager til pastaretter med tomat eller lettere retter med kød og svampe, hvis samvittigheden rækker til det.

Flaske: Gualdo Biosimbiotico 2021
Vinhus: Poderi dal Nespoli
Oprindelse: Emilia-Romagna, Italien  
Drue: Sangiovese
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinslottet
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 200,-  

Veltæmmet vildskab

Har vi efterhånden ikke fået nok pet nat? Er den sparsomme skum ikke snart gået helt af det forplumrede fænomen, som ellers har frydet ungdommen og gjort naturvinsnørder vidtløftige de seneste ti års tid?

Smag på en flaske Why taille? fra det østrigske Winzerpar Else Zuschmann og Peter Schöfmann, før du beslutter dig for svaret. De to er på sin vis kommet sent til festen, nu hvor de her i 2022-2024 har sendt deres første pétillants naturels på markedet. Endda først efter at de i et godt tiår forinden er gået grundigt til værks med produktion af klassisk østrigsk Sekt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske. Nuvel, hver genre har særskilte karakteristika og kvaliteter; og netop deri ligger deres grund til at give sig i kast med begge på parrets driftige vingård i Weinviertel, en region, som foruden Wiens baggård og Grüner Veltliners hovedland også er råstofcentralen for vin til den østrigske Sektmanufaktur.

Taille betegner i Champagne de pres, der kommer efter første dræn af most fra druerne, den såkaldte tête de cuvée— altså et andet pres af knapt så udsøgt kvalitet, såkaldt vin de presse i modsætning til vin de goutte. En taille vil typisk indeholde flere aromastoffer og fenoler, begge dele noget man normalt søger begrænset i basevinen til ‘fine’ mousserende vine på den klassiske metode. Omvendt vil taille ofte savne saftighed og syre nok til at begå sig som en hvidvin af høj klasse på egne ben. Hvad finder man så på at gøre med sin sekundasaft fra fremstillingen af klassisk Sekt? Et kækt påfund kunne være pet nat med både klasse og karakter— og således kom Zuschmann Schöfmanns Why taille? til verden. Veltæmmet vildskab, en sommerlig udgave af den østrigske efterårsklassiker Sturm foreviget på flaske— livlig skum med sprøde bobler, masser af frisk frugt og en drikkelighed, der tangerer det letsindige. Helt klart tåget men kun tilpas sløret til at virke mere forførende og fræk end funky eller fejlbehæftet. Så er der dog god grund til at drikke pet nat!

Hr. og Fru Vin

Zuschmann Schöfmann, navnet er næppe elegant, men det kompenserer de for i deres vine. Som det måske fremgår, er det et fælles foretagende ægtefæller imellem. Vingården er i sin nuværende form grundlagt i 2000, hvor Else og Peter med efternavnene Zuschmann og Schöfmann slog kludene sammen og besluttede at føre hendes fædrende vingård videre i partnerskab.

Else er vokset op på gården i Martinsdorf, en klassisk østrigsk bondegård med blandet land- og vinbrug, som den mellemste af tre søstre, og det stod af uvisse grunde skrevet i stjernerne, at hun en dag skulle føre foretagendet videre. Derfor studerede hun vitikultur og ønologi på vinskolen i Klosterneuburg ved Wien, hvorfra hun dimmiterede i 1997; og mens hun så småt var ved at overtage styringen, mødte hun Peter, en ung mand fra Gnadendorf, en landsby lidt længere nordpå i Weinviertel. Han var nærmest vokset op i en klassisk Kellergasse, da hans familie gennem generationer havde ernæret sig i restaurationsbranchen; og selv var han gået i lære som kok og havde stået i køkkenet på indtil flere finere restaurationer landet rundt.

De besluttede at gøre brug af begges evner og lyster og genskabte gården med en nybygget Heuriger, den i Østrig traditionelle beværtning, hvor vinbonden serverer egen vin og små spiser dertil; og i dag driver de desuden et traditionelt Greisslerei, en slags landlig kolonial med lokale råvarer, og lejer værelser ud til vinturister og andet godtfolk. De oprindelige 7 hektarer vinmarker er i mellemtiden blevet til 17, og siden 2012 har de dyrket økologisk, alle vine er certificeret fra og med årgang 2015.

Sortimentet har hele tiden udviklet sig, og parret har ad flere omgange defineret stilretningen for deres vine i progressiv retning, såvel indhold som indpakning. Vinene markedsføres i tre trin: Erste Freude er frisk og frejdig Jungwein, let drikkelige og ukomplicerede hvidvine og roséer; mens Mitten im Leben betegner de mere modne og komplekse vine, de fyldigere hvidvine og lette rødvine; og Lauf der Zeit er reserveret de mest seriøse og lagringsværdige vine, de mest karakterstærke hvidvine og fyldige rødvine. Grüner Veltliner udgør grundstammen, som det hør og bør sig i Weinviertel, men burgundersorter som Weissburgunder, Chardonnay og Pinot Noir spiller også en vigtig rolle, og de dyrker desuden en smule Riesling, Sauvignon, Muskateller og Zweigelt, Sankt Laurent, Cabernet Sauvignon og Merlot. Men selvom hvidvinene traditionelt har stået i centrum, blev parret hurtigt hooked på at prøve kræfter med mousserende vine.

Sagkyndige i Sekt

Selvom Weinviertel lægger druer til store dele af den østrigske Sekt, angives oprindelsen langt fra på alle flasker, faktisk de færreste. Det var først med introduktionen af ‘den nye Sektpyramide’ i 2016, at der kom skik på kvalitetsniveauerne inden for østrigsk Sekt— Klassisk, Reserve og Grosse Reserve— og man introducerede ‘geschützter Ursprug’, beskyttet oprindelsesgaranti for vinene. Winzersekt er stadig en nogenlunde nyligt fænomen, men kvaliteten er hastigt stærkt stigende.

Med sit kølige klima, kalkholdige løssjorde og store mængder egnede druesorter (Welschriesling, Weissburgunder, Grüner Veltliner m.fl.) har man grundlaget for den bedste basevin til mousserende; men der var stadig langt mellem snapsene for blot et årti siden. Et paradoks, der også i dén grad slog Zuschmann Schöfmann; som heldigvis heller aldrig går af vejen for en god udfordring.

Inspiration og hjælp udefra samt store mængder hjemmearbejde skulle indfri ambitionen. I 2007 gjorde de deres første forsøg med Versektung, og den første årgang, der blev frigivet som færdig Sekt, blev 2012. 2015 viste sig at være en drømmesæson i vinmarkerne i Weinviertel, ikke mindst ud fra et Sekt-synspunkt, og deres korte erfaring til trods kunne guiden Gault-Millau i 2020 kåre deres Grosse Reserve 2015 som Sekt des Jahres, årets bedste Sekt, vel at mærke i konkurrence med veletablerede navne som Bründlmayer, Loimer og Steininger. Zuschmann Schöfmann er i dag leveringsdygtige i nogle af Østrigs bedste, klassiske håndværksbobler. ‘Hemmeligheden’ er deres sans for detaljer som langsommelig vinifikation, skånsom helklasepresning og selektiv håndhøst, men nok så meget deres kompromisløse økologiske dyrkning, høje beplantningstæthed og brugen af massale selektioner med mange gamle kloner. De gamle kloner har en tendens til ikke at opbygge så meget sukker, snarere holder de på syren, og det er fordelagtige træk til Sektproduktion, selv i det ellers kølige Weinviertel, ikke mindst i lyset af global opvarmning.

Why taille?

Verden har set sin fair share af pet nats i det forgangne årti, og Østrig har langt fra ligget på den lade side. Flere af ‘de unge vilde’ var tidligt ude (læs mere om Christoph Hoch her og Rennersistas her), og nogle af landets toneangivende økologer og biodynamikere har ligefrem slået sig op som egentlig petnaturalister, f.eks. Fuchs und Hase, et joint venture mellem Arndorfer og Jurtschitsch. Så vidt, så godt, men som så mange andre steder svinger kvaliteten, og pet nat har hos mange ofte været en let undskyldning for at lire noget nem og ligegyldig drueskum af til en for vinbonden fordelagtig pris. Pet nat er i sagens natur sjældent noget særligt raffineret, men alt for ofte har man desværre måttet lægge mundhule til præcist det modsatte— slørede, slappe, dovne og dorske dråber af noget, der minder mere om hjemmelavet cider, et fejlslagent ølbrygningsprojekt eller Sauerkraut-lage, end det ligner mousserende vin. Så hvorfor i alverden hoppe med på den galej?

Jo, netop for at finde en fornuftig måde at benytte andet pres af de gode druer; og at tage den tilsyneladende tåbelige opgave op, at skabe en pet nat med klasse.

“Kun den første halvdel af mosten, som indeholder den reneste druesaft, bruger vi til fremstilling af vores Sekt,” forklarer Else. “Den anden del af mosten, ‘taille’, har lavere syreindhold men er særligt udtryksfuld, viser sortstypicitet og markante frugtsmage. De strukturerede smagselementer virker mere kantede og rå, men de giver os samtidigt mulighed for at skabe et godt basisprodukt til en stor naturvin."

“Samtidigt pakker gærresterne tanninerne og fenolerne godt ind,” supplerer Peter, “så vi får en mere stabil og harmonisk vin på den måde.”

Why Taille? består altså af de selvsamme sorter, som benyttes til den klassiske Sekt— Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay, Pinot Noir, Sankt Laurent og Zweigelt— som en slags et rustikt spejlbillede af vinene til de bonede gulve. Med i stedet for Black Tie inviterer Why Taille? mere til smart casual og afslappet etikette. De sprudler livligt, har udpræget frugtig duft og smag, med liflige gæringsaromaer og en forfriskende syrlighed; og de har struktur og mineralitet nok til at ikke blot at være øjeblikkets nydelse. Så der er stof til både at slukke tørsten, tirre sanserne og ledsage sommerlige spiser. Jeg tror, de egner sig fortrinligt til at drikke under åben himmel!

Zuschmann Schöfmanns stilige etiketter er designet af bureauet Plutonika i Wien

Why taille? Pet Nat Weiss 2023. Den dufter og smager af sprøde, saftige grønne æbler og pærer, en smule stikkelsbær og grapefrugt og med små strejf af grønne urter. Livlig skum, legesyg syre, helt igennem let på tå uden at være letbenet. En ærkeøstrigsk elegantier i grønne sommergevandter.

Why taille? Pet Nat Rosé 2023. Subtil snude med modne røde æbler, hindbær og sommernat. Svævende og luftig med livlige bobler og en sprød syrlighed, som trods de sødmefulde hindbær, ribs og rabarber fremstår rensende og tør. God længde og ganske æggende.

Grüner Veltliner Sekt Brut 2022 er klassisk Winzersekt fra Weinviertel og kan tjene som ‘overgangsvin’ til husets mere seriøse Sekt. Sprøde grønne æbler og pærer, lige så sprød syre og fine, knitrende bobler. Forfriskende, frugtig og balanceret, med salt mineralitet og appetitvækkende noter friskkværnet peber, friske og tørrede krydderurter og nybagt brød. Sortstypicitet og solidt håndværk står ikke i vejen for hinanden, og det bliver kun bedre, desto højere man bestiger pyramiden. Men den bedste tørstslukker for foden af bjerget forbliver nok en pet nat.

Flaske: Why taille? Pet Nat Weiss 2023
Vinhus: Zuschmann Schöfmann
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Grüner Veltliner,
Riesling, Chardonnay  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke og flaske
Lagring: Flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11%  
Importør: Propperiet
Pris: 159,-  

En duft af nyfalden regn

Duften af nyfalden regn på den tørstige jord. Petrichor kaldes det, og det er desuden navnet på João Portugal Ramos første og formidabelt vellykkede forsøg udi orangevinens verden. Vi er i det knastørre Alentejo i det sydlige Portugal, hos en af regionens og hele landets førende producenter. João Portugal Ramos har gennem en lang årrække arbejdet som ønolog og rådgiver for adskillige vinhuse i hele Portugal, før han fra 1989 opbyggede sit eget imponerende vinhus med hovedsæde på Vila Santa i Estremoz; og fra basen i Alentejo har det siden forgrenet sig videre til Beiras, Douro og Vinho Verde. Den røde tråd er et fokus på de regionale terroirs og lokale traditioner og ikke mindst et afsæt i Portugals stolte arv af indfødte druesorter.

Petrichor er en enkeltmarksvin fra karakteristisk skiferjord med en nu 20 år gammel og økologisk dyrket beplantning af Arinto og Verdelho. Første årgang er 2022, og druerne er håndhøstet tidligt om morgenen først i september for at sikre friskheden i vinen. Ved ankomsten til vineriet selekterede man derefter de sundeste druer, som derefter blev afstilket, nænsomt knust og overført til gæring i 3.000 liters ovale cementtanke. Syv måneders skindkontakt og efterfølgende seks måneders modning på gærresterne. Syren er havnet på 5,6 gram per liter, balanceret af godt 3 gram restsukker efter en alkoholprocent på 12.

Det er regn under sydens sol, og ikke duften af milde Danmark og den lyse nat, der rammer næseborene— den er faldet under varmere himmelstrøg, over støvet sand og tør skifer, mellem træer med sydfrugter og vilde sydlandske vækster. Fra glasset hæver sig en forførende dyb duft af jasmin, kaprifolium, mandariner, abrikoser, dugvådt græs, nyslået hø, safran, støv… og i munden følger de trop, med overraskende læskende flow, en mild syre og blide oolong te-agtige tanniner. God balance, koncentration og kompleksitet. Det dufter og smager af sommer og lever flot op til vinhusets motto, at “vin afspejler jorden, den er født af, og den, der fremstiller den".

Anden generations João Maria Portugal Ramos følger i faderens fodspor som vinmager på Vila Santa i Alentejo

Alentejo er et særdeles stort og særligt solbeskinnet område i det sydøstlige Portugal, som af gode grunde især er kendt for sine kraftige rødvine; men området er takket sin store vidde og bredde ret forskelligartet, og der fremstilles derfor også lettere og frugtigere rødvine og hvidvine af fin kvalitet. Orangevine er heller ikke noget særsyn, særligt som følge af en genoptagelse af områdets gamle tradition for vinifikation på talhas, amforaer. En kærkommen variation til den store industriproduktion, som i alt for mange år har defineret området. Det forholdsvist flade landskab var nemlig let at anlægge store marker til maskinel høst på, og store vinerier med produktion af store mængder. Men at kvantitet udelukket kvalitet, udelukkes af Ramos. Proportionerne skal blot være i orden, og håndværket holdes i hævd.

Alentejo er som DOC inddelt i otte mindre regioner (Ramos i det centrale Évora), der tegner en finere mosaik ud fra terrænets beskaffenhed, de lokale geologiske forhold (ler, sand, skifer, granit og kalksten) og mikroklimaet, som varierer en del. Generelt er foråret grønt og frodigt, mens sommeren byder på rigeligt med sol og varme og stadigt længere tørkeperioder. Det tilsmiler især de blå druer Aragonez, Trincadeira, Alfrovheiro, Castelão og Alicante Bouschet, som historisk ofte er strikket sammen i blends; mens det for de grønne druers vedkommende først og fremmest drejer sig om Arinto, Antão Vaz, Fernão Pires og Roupeiro — og et mangefold af andre, sjældnere sorter, som vi i disse år får mere syn for.

Den variation, såvel i naturen som i kulturlandskabet, søger João Portugal Ramos og mange andre gode kræfter at beskytte og fremme. Vinhuset har gennem en længere årrække satset på såkaldt ‘integreret produktion’ med mindre benyttelse af pesticider, pløjning er opgivet til fordel for særlige typer af grønne bunddækker, og kvas fra vinproduktionen genbruges i kompost. Den i Alentejo ellers så udbredte kunstvanding søges stærkt begrænset, udelukkende til overvåget drypvanding; og i dag er godt en tredjedel af deres vinmarker i certificeret økologisk produktion. Desuden spiller bæredygtighed, især i forhold til biodiversitet, en stadig større rolle, således har de siden 2012 deltaget i det europæiske netværk for Business & Biodiversity, der understøtter virksomheder i at beskytte biodiversitet på regionalt og lokalt plan.

Vil man smage andre frugter af det arbejde end Petrichor, kan den flotte hvide Marquês de Borba Vinhas Velhas Branco anbefales, en citrusduftende og citrusfrisk hvidvin med frisk stenfrugtsmag, mineralsk krydring og flot kompleksitet. Det er et blend af Arinto, Alvarinho, Antão Vaz og Roupeiro, gæret på stål og delvist modnet på franske og ungarske egetræsfade. Dens røde genpart Vinhas Velhas Tinto er heller ikke at kimse ad, et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão og Syrah, med tæt smag af alskens røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær, saftspændt og med fine tanniner, rigtigt flot balanceret.

Petrichor

Vi kender og elsker den, den karakteristiske "duft af regn", når de første regndråber falder på jorden efter en lang tørkeperiode. Herhjemme er den en umiskendelig del af højsommeren, når en ‘sky over marken velsignelsen sender’, eller når en pludselig tordenbyge skyller landskabet godt igennem. Vinkendere slynger ofte også om sig med mere eller mindre blomstrende beskrivelser af rislende vandløb, fugtig skovbund og våde sten. Men hvordan opstår den særlige duft egentlig?

Regndråber består af vand, der bevæger sig gennem luft, to stoffer, som begge i sig selv er duftløste, så det er oplagt at søge forklaringen i mødet med jorden og i den dis, der af og til kan ses svæve over den efter sommerregn. Det forbindelse fik en videnskabeligt vinkling i 1964, hvor to australske forskere, I.J. Bear og R.G. Thomas, publicerede en artikel i det velkendte videnskabelige tidsskrift Nature, hvor de gav den umiskendelige lugt navnet "petrichor" — et teknisk begreb dannet af græsk πέτρος, sten, og ἰχώρ, den mytiske, æteriske væske, der løber i gudernes årer. Gennem deres undersøgelser havde de to identificeret en særlig bestanddel i ‘lugten af våd sten’, som længe havde forundret forskere, da langt de fleste sten selv i de fineste vandige opløsninger ikke indeholder aromatiske stoffer. Men Bear og Thomas havde bemærket et organisk stof på sten, klipper, veje og andre jordoverflader, som de mente var ansvarlig for lugten— en æterisk olie, som udskiltes af en lang række planter og siden lagde sig som et fint lag oven på jorden. Senere undersøgelser viste dog, at det var en anden forbindelse, som var den afgørende for duften, et stof dannet af visse jordbakterier, især steptomyces, når de udsættes for varme og tørke; men som frigives, så snart det kommer i kontakt med vand. Navnet blev geosmin, af græsk γῆ, jord, og ὀσμή, duft; og sammen med visse æteriske olier fra svampe og planter (oktanol, linalool, geraniol m.fl.) skaber det den velkendte ‘våde duft’, der via aerosoler, bittesmå luftbårne dråber, som fra den varme jord løftes op i luften; af græsk ἀήρ, luft, og latin solutio, opløsning. Geosmin er også hovedkomponenten i den karakteristiske jordagtige duft af rødbede.

Petrichor kan antage forskellige former, alt afhængigt af jordens fysiske beskaffenhed, hvor regnen falder, hvilket først og fremmest afgør intensiteten af geosmin-duften. Dertil kommer de andre aromatiske komponenter, som selvfølgelig vil variere efter jordens indhold af organisk materiale; og de æteriske olier vil selvfølgelig variere fra en dansk pløjemark eller nåleskov til sydeuropæisk maki og garrigue. Interessant nok kan geosmin også forefindes i vin. Det kan være på spil, når vinen dufter af våde sten, fugtig muld, skovbund, champignon, kartoffel eller rødbede; mens duft af fugtigt græs, nyslået hø, våde blade og lignende oftest tilskrives stoffer som linalool eller forskellige svovlforbindelser. Små brikker i det store puslespil, som vin kan lægge i vores bevidsthed — som et kaleidoskop af naturens underfulde mangfoldighed.

Flaske: Petrichor 2022
Vinhus: João Portugal Ramos
Oprindelse: Alentejo, Portugal  
Druer: Arinto, Verdelho  
Jordbund: Ler, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke,
syv måneders skindkontakt  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Hans Just A/S
Pris: cirka 250,-  

KAST

Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.

Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.

Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.

Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.

Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.

Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-